Før undersøgelsen
Du skal være indlagt og du vil blive kørt i seng til undersøgelsen.
Senest dagen før undersøgelsen får du taget blodprøver på din afdeling.
Du får besked på afdelingen, om du må spise og drikke normalt, eller om du skal faste.
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du ophøre med dette nogle dage før undersøgelsen og starte med tabletterne igen samme aften, som undersøgelsen er udført. Personalet på afdelingen informerer dig om det. Er du i tvivl så spørg personalet på din afdeling. Hvis personalet ikke kan besvare dine spørgsmål, er de velkomne til at kontakte Radiologisk Afdeling.
Selve undersøgelsen
Undersøgelsen varer ca. 30 min.
Du skal ligge i din seng under hele undersøgelsen. Lægen vil sørge for, at du er placeret korrekt.
Området, der skal ultralydsskannes, skal være bart og smøres med vandopløselig gelé. Lægen fører et ultralydshoved hen over huden. Ultralydssignalerne ses på en skærm. Når lægen har fundet det sted, hvor vævsprøven skal tages, bliver du lokalbedøvet. Lægen sikrer sig at lokalbedøvelsen virker og fører derefter en speciel nål ind i det valgte område. Selvom området er blevet bedøvet, kan det ikke undgås, at du kan mærke, når nålen stikkes ind.
Når nålen tages ud igen, vil der komme et lille stykke væv med ud, som bliver sendt til undersøgelse på et laboratorium. Der skal som regel tages flere prøver af området.
Efter undersøgelsen
Afdelingens personale fortæller dig, hvad du må spise. De fortæller dig også, hvor længe du skal blive i sengen efter undersøgelsen. Det er meget vigtigt at overholde, for at undgå komplikationer, herunder blødninger.
Du kan blive lidt øm på det sted, hvor du er blevet stukket.
Du skal være indlagt til observation til dagen efter undersøgelsen, medmindre andet bliver besluttet af din afdeling.
Hvor er der svar på undersøgelsen?
Radiologisk Afdeling sender svaret på undersøgelsen til den læge eller afdeling/ambulatorium, som har henvist dig til undersøgelsen.
Du kan læse mere på Generel information om ultralydsskanning eller på Patienthåndbogen.