Søg
 

Patienternes Pris 2018 går til Hæmatologisk Afdeling

Det er især afdelingens høje faglighed og stærke fokus på patienternes behov, der har været afgørende for, at Patienternes Pris i år går til Hæmatologisk Afdeling.

Med æren følger en pris, som afdelingen skal bruge til yderligere forbedringer til gavn for patienterne. I dagens anledning kunne medarbejderne i Hæmatologisk Afdeling også nyde et stykke speciallavet kage.​​​​​

​130 medarbejdere på Hæmatologisk Afdeling vinder patienternes anerkendelse ved Sjællands Universitetshospitals årlige prisuddeling Patienternes Pris.

Her har patienter og pårørende kunnet nominere en afdeling eller et afsnit på hospitalet, som de mener fortjener et ekstra skulderklap. Dette år går prisen til Hæmatologisk Afdeling for at gøre en særlig indsats for at imødekomme patienternes behov. 4500 patienter er tilknyttet afdelingen.

Hospitalets Patientforum har været meget involveret i Patienternes Pris, og to repræsentanter for Patientforum Jonna Kielstrøm og Helle Førster Jensen sad med i dommerpanelet sammen med vicedirektørerne Beth Lilja og Helle Gaub.

Jonna Kielstrøm overrakte prisen og sagde bl.a. i begrundelsen:

- Vinderen lever op til, hvad man ønsker sig, både i korte møder og sygdomsforløb og også i de helt lange og komplicerede patientforløb. Vinderen er grundig, kompetent og fokuseret, sætter sig ind i detaljer og taler ligeværdigt. Vinderen giver god respons og er pædagogisk – også når der skal formidles budskaber, som man ikke ønsker at modtage. Vinderen giver professionel følgeskab og indgyder ro og håb. Patienter oplever at have en fast læge og et kendt plejepersonale, der skaber tryghed og tillid.

- Jeg føler mig set

En af de patienter, som har indstillet Hæmatologisk Afdeling, er 78-årig Torben Brill Olsen. Torben har været fast patient på afdelingen siden 2014 med et kompliceret forløb med lymfekræft.

- Det kan ikke påskønnes nok, at de mange ansatte arbejder for at give patienterne så meget livskvalitet som muligt. De er engagerede og professionelle, og jeg føler mig set, fortæller Torben Brill Olsen.

I sin indstilling fremhæver han samtidig trygheden ved at have en fast kontaktlæge:

- Han havde sat sig ind i alle detaljer af mit komplicerede forløb fra før 2012. Han virkede grundig, forklarede sagligt de beslutninger, der blev taget om mit videre forløb og indgød os håb for fremtiden. 

Den største anerkendelse

Tina Lanther, oversygeplejerske på Hæmatologisk Afdeling, er beæret over prisen, som hun tilskriver hele afdelingen:

- Det er en kæmpe stor pris at få. At få den af patienterne – så kan vi ikke få større anerkendelse. Anerkendelsen går til al vores kompetente personale på tværs af faggrupper og i både ambulatorie og sengeafsnit.

Patienternes Pris er indstiftet på Sjællands Universitetshospital for at sætte fokus på patienter og pårørendes gode oplevelser og erfaringer og for at blive klogere på, hvad hospitalet kan gøre for at forbedre patientoplevelsen. Det er tredje år i træk, at Patienternes Pris uddeles. I år var der indkommet 338 indstillinger til prisen. 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
16.10.18
Opdateret
16.10.18
Link til denne side:
 

 Kontakt

 
Sjællands Universitetshospital
Roskilde
Sygehusvej 10
4000 Roskilde
Tlf. 46 32 32 00