Søg
 

Arvelig disposition til brystkræft

Læs om arvelig disposition til brystkræft.

​Arvelig disposition til brystkræft

Omkring 5-10 % af alle brystkræfttilfælde er forårsaget af en arvelig, altså en genetisk, årsag. I Region Sjælland er det Klinisk Genetisk Enhed, Roskilde Sygehus, som varetager den genetiske udredning. 

En genetisk udredning kan komme på tale af flere grunde; heriblandt hvis en kvinde får påvist brystkræft i ung alder, eller hvis der er flere familiemedlemmer med brystkræft.

Hvis du overvejer at få foretaget en genetisk udredning, skal du indledningsvis kontakte din egen læge - som i samråd med dig - kan vurdere, om du skal henvises til Klinisk Genetisk Enhed.

Kvinder, som diagnosticeres med arvelig disposition til brystkræft hos Klinisk Genetisk Enhed, bliver viderehenvist til kontrolforløb på Plastik- og Brystkirurgisk afdeling, Roskilde Sygehus.

Der skelnes mellem en moderat øget risiko for at udvikle brystkræft eller en væsentlig øget risiko for at udvikle brystkræft. Der tilbydes forskellige kontrolforløb, som afhænger af risikovurderingen.

Et kontrolforløb ved moderat øget risiko for brystkræft består i undersøgelse af brystkirtelvævet med en røntgenundersøgelse, en mammografi, en gang årligt i alderen 40-50 år.

Et kontrolforløb ved væsentlig øget risiko for brystkræft består også i mammografi og ultralydsskanning samt i nogle tilfælde MR skanning af brystkirtelvævet. 

Alderen ved opstart af kontrol afhænger af risikovurderingen.

I nogle tilfælde tilbydes patienten en risikoreducerende operation, hvor brystkirtelvævet i begge bryster fjernes, og der samtidigt gøres brystrekonstruktion, fx med brystimplantater.
​​
Oprettet
05.04.22
Opdateret
05.04.22
Link til denne side: