Søg
 

Forandringer af negle

Medicinsk kræftbehandling kan give forandringer af neglene og huden omkring dem på hænder og fødder.

Årsag til forandringerne på negle​

 
 
 

Medicinsk kræftbehandling kan påvirke neglene og give forandringer på neglene på hænder og fødder. Det vil typisk starte 4-8 uger efter behandlingen er begyndt.

 

Forandringerne kan være:

 
 
 
  • Fortykkelse, striber og misfarvning
  • Neglene spalter let med afstødning af neglenes yderste lag
  • Skøre og flossede negle
  • Der kan forekomme hævelse, rødme, ømhed og varme ved neglerødderne, især ved tommelfinger og storetå. Der kan også være revner i huden omkring neglene eventuelt med infektion
 
 
 

Det, du selv kan gøre

 

Forebyggelse af negleforandringer​

 
  • Smør ofte hænder og fødder med en fed creme. Anvend eventuelt også fed creme på huden omkring neglene i løbet af dagen.
  • Undgå sæbebade, da det kan medføre infektion i neglelejet.
  • Fingre og tånegle holdes kortklippede.
  • Undgå at bide og skubbe neglebånd ned.
  • Undgå kunstige negle og neglelak.
  • Brug gummihandsker ved vådt arbejde - eventuelt med bomuldshandsker indeni.
  • Brug rummelige sko eller åbne sandaler.
  • Daglig fodvask og skift af sokker.

​Docetaxel er den behandling med størst risiko for neglegener, derfor tilbyder vi kølehandsker og -sko. Der er tegn på, at brugen af disse kan mindske generne. 

Hvis du vælger at benytte dig af tilbuddet, skal du være opmærksom på, at for at det hjælper, skal du​ have dem på et kvarter før behandlingen starter og blive siddende med dem i et kvarter bagefter.


 

Behandling af negleforandringer​

 
  • Brug eventuelt salicylholdig salve på revner. Tal med personalet om det
  • Brug eventuelt flydende plaster på revnerne
  • Ved hævelse og rødme kan du bruge en steroidcreme efter aftale med lægen
  • Revner kan også behandles med Lapis (Sølvnitratopløsning) efter aftale med lægen
 
 
 

Hvornår bør jeg kontakte afdelingen

 
 
 

Hvis der er tegn på infektion ved neglene kan du kontakte det onkologiske ambulatorium, du bliver behandet i. ​​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
11.05.15
Opdateret
21.12.18
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/rofn