Søg
 

Gode råd til dig, der har psykose

Her kan du læse en række gode råd fra unge, der selv har prøvet at have psykose.

​Fortæl det til nogen

  • Det bedste, jeg nogensinde har gjort, er at fortælle det til nogen. Ellers havde jeg jo aldrig fået hjælp. Det var svært at fortælle. Tænk, hvis de bare troede, at det var noget, jeg sagde for at få opmærksomhed. Men sådan var det ikke, og hvor er jeg glad for, at jeg har gjort det.
  • De fleste har svært ved at fortælle til andre, at der er noget galt. Men mit råd er: Sig det! Man har brug for hjælp – og jo før, jo bedre!
  • Der var ingen, der vidste, hvordan jeg havde det. Heller ikke mine forældre. Men en dag skulle vi skrive en stil i dansk, og den fik min lærer til at tage affære, fordi jeg beskrev, hvordan min virkelighed var – hvordan der ligesom var klassen og så mig, der stod alene. Jeg kom til skolepsykolog, der sendte mig videre til psykiatrien – og så fik jeg hjælp.
  • Jeg tænkte: "Tænk, hvis der ikke er nogen, der tror på mig!" Det værste ville være, hvis de troede, jeg løj. Man har fortalt dem det mest hemmelige, og hvis de så ikke tror på det. Jeg fortalte det først til min mor, og heldigvis var hun helt cool. Hun sagde: "Det lyder ikke rart – vi må få noget hjælp til dig".

Husk at slappe af 

  • Nogen gange sætter jeg mig ind på værelset og spillede guitar for at koble lidt af og få ro. Det er det, der virker allerbedst for mig – og så at få lov til at sove. Så er jeg ligesom genstartet. 
  • Man skal huske at slappe af. Det gælder vel alle – ikke kun mennesker med psykisk sygdom. For mig kan en pause ligesom nulstille mit hoved, så det er vigtigt, at jeg husker at holde pauser hver dag.

Vær ikke bange for diagnose og indlæggelse 

  • Det var både svært og en lettelse at få en diagnose. Jeg ville jo ikke være syg, men omvendt tænkte jeg, at hvis der var et navn for det, jeg fejlede, så kunne man jo også gøre noget ved det. 
  • Det var faktisk okay at være indlagt. Det var en lettelse, at der hele tiden var nogen, jeg kunne tale med om det, der var så svært. 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
13.12.17
Opdateret
14.05.19
Link til denne side:
 

 Kontakt

 
TOP​
Smedegade 10
4000 Roskilde
Tlf. 47 32 79 00

​Åbningstider

Alle hverdage: 8.30-15.30
 
​ 
 
​ 
 
​