Søg
 

Pernille Darling Rasmussen, ph.d.-afhandling

Læge Pernille Darling Rasmussen, pdra@regionsjaelland.dk

​Udgået fra Syddansk Universitet

"Childhood ADHD and treatment outcome - the role of maternal ADHD-symptoms, resilience and attachment representation"

Forsvaret 23. august 2018

Vejledere: Professor Niels Bilenberg, Syddansk Universitet; Adj. professor Ole Jakob Storebø, Syddansk Universitet; Seniorforsker Yael Shmueli-Goetz, London

Download afhandlingen

Dansk resumé

Baggrund
ADHD – prognose
ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) er den mest almindeligt psykiatriske lidelse i barndommen. Årsagen til ADHD er multifaktoriel med både arvelige og miljømæssige faktorer, der påvirker hinanden indbyrdes. ADHD er forbundet med et nedsat socialt funktionsniveau og en forringet livstidsprognose, øget risiko for udvikling af yderligere psykopatologi, kriminel adfærd, stofmisbrug og for tidlig død. Den dårlige prognose er markant forøget ved udvikling af komorbide symptomer i form af adfærdsforstyrrelse. Man ved endnu ikke ret meget om, hvad der afgør, om et barn med ADHD udvikler denne komorbiditet og ringere prognose.
Tilknytning
Teorien om tilknytning blev grundlagt af John Bowlby og Mary Ainsworth, hovedsageligt via en trilogi af Bowlby. Teorien er baseret på observationer af mor-barn interaktioner og beskriver fire typer af tilknytning (tryg, utryg-undgående, utryg-ambivalent og desorganiserede). Børn med tryg (secure) tilknytningsmønster har generelt sværere ved at udvikle strategier til at håndtere udfordrende livsbegivenheder og regulere affekter. Studier har fundet øget risiko for udvikling af ADHD-symptomer hos børn, der i en tidlig alder er vurderet til at være usikkert tilknyttede.
Resiliens
Resiliens er evnen til at opnå positiv udvikling trods svære livsvilkår og betegner hermed det, der tilsyneladende gør nogle mennesker særligt i stand til at overkomme udfordringer. Der argumenteres i stigende grad for at anskue tilknytning som en faciliterende faktor i udviklingen af resiliens. Herunder refereres til, at der ikke er videnskabelige holdepunkter for, at individet uafhængigt af relationen til mindst én omsorgsperson skulle være i stand til at udvikle denne særlige modstandskraft og livsduelighed, som begrebet resiliens dækker over. Studier i resiliens er ofte på populationer under ekstreme livsvilkår og meget tyder på, at resiliens indeholder to grundelementer: positiv tilpasning og nogen grad af modgang. Resiliens kan have klinisk relevans, da det er et mere stabilt karaktertræk end f.eks. psykiatriske symptomer.

ADHD og tilknytning
En gennemgang af litteraturen har vist, at det er sandsynligt, at ADHD og usikker tilknytning er indbyrdes risikofaktorer. Forskningen viser også, at ADHD kan føre til forstyrrelse af den tidlige vigtige relationsdannelse – herunder tilknytningen. Omvendt øger usikker tilknytning risikoen for udvikling af ADHD-symptomer. Den tidlige relation kan derfor være en vigtig faktor og et potentielt udgangspunkt i behandlingsintervention både ved ADHD og usikker tilknytning. Forskning peger på, at man i højere grad skal se på forældre-barn forholdet samt faktorer i forældrenes funktionsniveau.

Formål
Det overordnede mål med dette studie var at undersøge og udbygge vores viden om den indbyrdes interaktion imellem ADHD og usikker tilknytning. I et systematisk litteratur review undersøgte vi betydningen af sikker tilknytning for udvikling af resiliens. Herudover var det et mål at undersøge hvordan faktorer i mødres globale funktionsniveau (ADHD-symptomer, resiliens, tilknytning) potentielt kan have betydning for behandlingsrespons hos børn med ADHD. Endelig var det et mål med projektet, at undersøge intergenerationel transmission af tilknytningsmønster fra mor til barn i et sample, hvor barnet er diagnosticeret med ADHD og hvordan mors og/ellers barnets eget tilknytningsmønster muligvis påvirker behandlings-outcome.
Metode
Projektet består af et systematisk review med meta-analyse og et naturalistisk observationelt follow-up-studie med et års follow up. Familier blev identificeret til inklusion på baggrund af henvisning til klinisk vurdering og udredning for ADHD. Kun patienter, der modtog en verificeret ADHD-diagnose ved struktureret interview (Schedule for Affective Disorders and Schizophrenia for School-aged Children, Present and Lifetime Version (K-SADS-PL)) fortsatte til follow up. De inkluderede familier deltog i både et klinisk forløb og et forskningsspor, der var adskilt fra hinanden. Forskningsprojektet var ikke involveret i beslutninger omkring behandling.
Alle data under follow up-perioden blev indhentet ved spørgeskemaer og interviews.
Resultater
I vores systematiske review fandt vi både i meta-analysen og i de kvalitativt afrapporterede studier, at sikker tilknytning er associeret til tilstedeværelsen af resiliens.
I vores observationelle studie, fandt vi en markant øget forekomst af usikker tilknytning hos børn med ADHD (85%) sammenlignet med hvad man ville forvente (38%). Ligeledes var der hos mødrene kun 23% sikkert tilknyttede mod de forventede 58%. Selvom der var høj frekvens af usikker tilknytning hos både mødre og børn, fandt vi ikke direkte korrelation imellem typen af tilknytningsmønster (AAI/CAI) hos hhv. mødre og børn, ligesom vi ikke fandt en korrelation til behandlingsrespons.
Der var signifikant sammenhæng imellem mødres resiliens-score og børnenes behandlingsrespons, således at de børn, hvis mødre scorede højt på resiliens, havde et bedre respons på behandlingen. Omvendt havde de børn, hvis mødre scorede højt på ADHD-symptomer, en ringere respons på behandlingen. Der var ikke umiddelbart sammenhæng imellem mødres tilknytningsstil (ECR) og børnenes behandlingsrespons.
Konklusion
Dette studie er et af de første til at undersøge betydningen af ressourcer sammen med risikofaktorer i forældres funktionsniveau, samt hvad disse kan betyde for behandlingsrespons hos barnet med ADHD. Fundet af den høje forekomst af usikker tilknytning hos både mødre og børn peger desuden på, i tråd med tidligere forskning, at tilknytning bør være fokusområde ved udvikling af fremtidige udrednings- og behandlingsinterventioner.
Vores fund peger på, at der kan være brug for en mere formaliseret screening af familiens ressourceniveau og herunder for psykopatologi og resiliens hos forældrene til børn med ADHD.
Perspektiv
Perspektivet ved ovenstående er øget fokus på ADHD som flere forskellige tilstande med forskellige og overlappende ætiologiske årsager. Udvikling af nye behandlingsformer bør involvere faktorer som tilknytning og forældre-barn-relationen i udredning og tilrettelægning af behandlingen.
Det er muligt, at man, med fokus på relationens betydning, på sigt kan differentiere de familier, som har et øget behov for støtte fra dem med mindre behov. På lang sigt vil det måske kunne føre til en differentiering imellem en neurobiologisk-betinget ADHD, der primært kan tilskrives genetisk varians, fra en mere symptomatisk ADHD, hvor også andre faktorer har betydning i symptomatologien. Begge dele skal tages alvorligt, men behandlingstilgangen skal formentlig tilpasses de enkelte familier meget forskelligt.
 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
28.08.18
Opdateret
12.09.19
Link til denne side:
Andre sider under Ph.d.-studium
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
​Psykiatrisk Forskningsenhed
Fælledvej 6
Bygning 3, 4. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 70