Søg
 

Lene Lauge Berring, ph.d.-afhandling

Cand.cur. Lene Lauge Berring, lelb@regionsjaelland.dk

"Deeskalering – håndtering af vold og forebyggelse af tvang på psykiatriske afdelinger. Et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde"

Udgået fra Syddansk Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Forsvaret 3. maj 2016

Vejledere: Lektor Niels Buus, Syddansk Universitet; lektor, seniorforsker Liselotte Pedersen, Københavns Universitet

Download afhandlingen

Se præsentation fra forsvaret

Download pixibog om deeskalering

Dansk resumé

Baggrund
Ph.d. projektet tog udgangspunkt i aktionsforskningens principper og undersøgte deeskalering af voldelige situationer på psykiatriske afdelinger gennem et deltagerorienteret og kvalitativt forskningsparadigme. Hensigten var at udvikle praksisnære metoder til at forebygge vold og fysisk magtanvendelse.

Håndtering af vold er en udfordrende opgave, der også involverer en risiko for skader på både patienter og personale. Vold kan være resultatet af en negativ spiral, hvor personale-patient interaktioner, såsom at begrænse en patienters friheder eller nægte en patient et ønske, fører til fysisk magtanvendelse i form af bæltefiksering, beroligende medicinering og fastholdelse. Disse begrænsninger kan krænke patientens integritet og ødelægge relationen til personalet. Derfor er det bedst for alle parter at fysisk magtanvendelse undgås.

Formål
Det overordnede formål var gennem tre delstudier at identificere, udvikle og implementere viden om deeskalering og vurdere dennes indflydelse på den professionelle håndtering af vold og dens potentiale til at erstatte fysisk magtanvendelse i et psykiatrisk afsnit. Et supplerende mål var at øge sundhedspersoners indsigt i fænomenet gennem et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde (Co-operative Inquiry).

Metoder
Studiet var todelt, hvori resultaterne fra første del var afgørende for studiets anden del. Første del var beskrivende, undersøgende og teori-genererende (delstudie 1 og 2), mens anden del gennem det handlingsorienterede forskningssamarbejde var implementerende og transformerende (delstudie 3). Delstudie 3 var ph.d. studiets hovedstudie, idet dette implementerede resultaterne fra studie 1 og 2 igennem et handlingsorienterede forskningssamarbejde. Dermed samledes alle forskningsresultaterne i praksisnær teori om deeskalering.

Delstudie 1 var en kritisk diskursanalyse, der undersøgte, hvordan personale konstruerede aggressive hændelser i deres tekstuelle rapportering. Teksterne bestod af 270 teksteksempler, udtrukket fra et samlet korpus af 2.700 indberettede aggressive hændelser (SOAS-R). Denne analyse skabte en bevidsthed om, hvordan personale tekstuelt formidler aggressive hændelser i en retspsykiatrisk kontekst.

Delstudie 2 var et multipelt casestudie, der udforskede voldelige og truende situationer, der endte uden brug af fysisk magtanvendelse. Undersøgelsen blev gennemført på fem forskellige enheder og inddrog både patient og personale perspektiver. Det empiriske materiale bestod af 41 semistrukturerede og uformelle interviews, deltagerobservation og etnografiske feltnoter (i alt 21 cases).

Disse to undersøgelser blev sammen med resultatet fra en litteraturgennemgang om deeskalering inddraget i delstudie 3, det handlingsorienterede aktionsforskningssamarbejde. Dette undersøgte læreprocesser i en medforskergruppe gennem mere end 2,5 år. I denne periode undersøgtes, hvordan praktisk viden om deeskalering blev opnået og transformeret i et akut psykiatrisk afsnit. Forskningsmetoderne var etnografiske, herunder fokusgruppeinterview, deltagerobservation, etnografiske feltnoter og feltstudienoter.

Resultater
Delstudie 1 viste diskursive praksisser om aggression i en retspsykiatrisk kontekst. Tekstuelt indrapporterede aggressionshændelser illustrerede det komplekse samspil mellem patient og personale. I dette skabtes stereotype repræsentationer af retspsykiatriske patienter som uforudsigelige og farlige risikoobjekter. Patient- og personaleidentiteter blev kontinuerligt (re)produceret på baggrund af automatiske reaktioner fra personalet, der udelukkende blev beskrevet som styret af patientens adfærd.

Delstudie 2 viste, hvordan både patienter og personale stræbte efter fredelige løsninger og identificerede en social forståelse af deeskalering. Denne illustrerede dynamiske og interaktionelle processer, der blev påvirket af de enkelte perspektiver for både patienter og medarbejdere.

Disse perspektiver samledes i tre temaer, der skabte en mental model bestående af tre indbyrdes afhængige faser: 1) Minder og håb, 2) Sikkerhed og kreativitet og 3) Reflekterende øjeblikke. Denne mentale deeskaleringsmodel kan anvendes som et refleksionsredskab for personale og patienter efter en voldelig eller truende situation.

Viden fra delstudierne (1 og 2) blev inddraget i det handlingsorienterede aktionsforskningssamarbejde i delstudie 3. Dette bragte nye perspektiver til medforskergruppen, som reflekterede over disse muligheder og udfordringer i relation til voldshåndteringspraksis. Undersøgelsen identificerede, hvordan viden blev genereret i dynamiske forskningscirkler gennem den udvidede videns epistemologi (erfarings, præsentations, teori og praktiske viden). Denne proces forbedrede medforskernes evne til kritisk refleksion. I samarbejde med hinanden genererede de viden om, hvordan den negative voldsspiral kan brydes og i stedet hjælpe patienterne til at løse problemet gennem deeskalering. Denne viden blev transformeret til praksisfællesskabet gennem rollespil og dialogbaserede læringssessioner.

Konklusion
Denne sociale forståelse af deeskalering kan medvirke til at skabe fælles problemløsning i voldelige og truende situationer. En sådan indfaldsvinkel skaber et vendepunkt i voldshåndteringspraksis. I stedet for at giver andre skylden for voldelige og truende situationer, vil personalet studere hændelsen med henblik på at skabe læring. Personalets kritiske refleksioner kan løfte deeskalering til et professionelt niveau, hvorigennem man forstår sine oplevelser gennem teori. Denne forståelse af deeskalering har potentiale til at påvirke det sundhedsfaglige personales adfærd og faglig håndtering af vold og trusler. Deeskalering kan understøtte, at psykisk syge mennesker udvikler sociale kompetencer og mestringsstrategier i forhold til egen adfærd. Denne ændrede behandlingstilgang kan dermed på lang sigt nedbringe fysisk magtanvendelse og nuancere psykisk syge menneskers omdømme, således at stigmatisering af psykiatriske patienter som uforudsigelige risikoobjekter minimeres.


 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
24.05.16
Opdateret
24.11.17
Link til denne side:
Andre sider under Ph.d.-studium
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
​Psykiatrisk Forskningsenhed
Fælledvej 6
Bygning 3, 4. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 70

Min Sundhedsplatform

MinSundhedsplatform.dk

Se din journal og dine prøvesvar på www.MinSundhedsplatform.dk