Søg
 

Patient om videokonsultationer: Det er 100 gange bedre end telefon

Under corona pandemien tog Psykiatrien i Region Sjælland for alvor hul på at bruge videokonsultationer. I marts og april 2020 var der mere end tre gange så mange virtuelle konsultationer, end der var i marts og april i 2019.

​Selvom en videokonsultation ikke kan erstatte et fysisk fremmøde, er det meget bedre end et telefonopkald, lyder det fra en patient.

- Der er også behov for fysiske konsultationer, men en videokonsultation er 100 gange bedre end en telefonsamtale, hvis man har det skidt, og bare lige har brug for en at tale med. Over en telefon er det alt for nemt at sidde og komme med 117 dårlige undskyldninger, eller helt lægge på hvis det bliver lidt svært. Når det er med video, er det sværere. Hvis man kender hinanden lidt, så kan man også se, hvad man mener og tænker, og man kan ikke så nemt gemme sig, fortæller Katja.

Katja har allerede brugt appen MinSP til at have videokonsultationer med sine behandlere i distriktspsykiatrien 6-7 gange og er glad for det.
 

- Hvis jeg har det dårligt og gerne vil tale med en, er det rart, jeg ikke behøver ud af døren. Jeg kan sidde i min sofa og mødes med min behandler. Hvis jeg først skal ud af døren kræver det mere overskud, siger hun.

Overraskende nemt at bruge

Maria Liv Holck er specialsygeplejerske i psykiatri og arbejder i distriktspsykiatrien i Nykøbing Sj. Hun er enig med Katja i at video er et godt supplement:
 

- Selvom der er en distance på grund af skærmen, så kan jeg se, hvordan patienten har det, og patienten kan se, man selv er tilstede og tilgængelig, siger hun.

Både Katja og Maria Liv Holck er enige om, at patienter og behandlere bør kaste sig ud i at bruge appen MinSP til videokonsultationer.
 

- Det er ikke svært at bruge appen. Man skal selvfølgeligt lige lære den at kende, men jeg synes, det er en god app. Man kan også læse, hvad ens behandlere skriver i journalen. Når man ringer op til sin konsultation, bliver der på skørmen talt ned til, man har en aftale, hvis man ringer lidt for tidligt. Det er rart, så ved man, behandleren er på vej, fortæller Katja.

Også Maria Liv Holck har været glad for at bruge videokonsultationer: - De gange jeg har brugt det, har det bare fungeret. Der har ikke været noget irriterende baggrundsstøj eller nogen afbrydelser. Man skal lige vænne sig til, hvor kameraet sidder, og at man ikke har øjenkontakt med patienten, fordi kameraet sidder lige over skærmen, og man så kommer til at kigge en lille smule ned, siger Maria Liv Holck.

Ifølge Katja er der kun to små minusser ved at bruge MinSP til videokonsultationer.

- Hver gang man skal have en videokonsultation, skal man godkende at appen får adgang til kamera og mikrofon. Og så bruger det meget strøm at have en videokonsultation. Men ellers er det bare at gå i gang og blive dus med det, siger hun.

God råd til videokonsultationer:

  • Bliv dus med MinSP-appen inden dit videomøde
  • Prøv eventuelt at lave en videokonsultation med din behandler, mens i sidder sammen – så kan i sammen se hvordan det fungerer
  • Husk oplader til din telefon – en videokonsultation kan godt bruge meget strøm
  • Du skal godkende brug af kamera og mikrofon fra gang til gang
 Skrevet af kommukationskonsulent Christina Stransberg Nørgaard

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
02.07.20
Opdateret
02.07.20
Link til denne side:
Andre sider under Artikler
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
Psykiatriledelsens stab
Fælledvej 6
Bygning 3, 3. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 60