Søg
 

Psykiatrien støtter børn og unge pårørende

Hvis mor eller far har en psykisk sygdom, så er noget af det vigtigste for barnet at få viden om sygdommen og håndtere det.

​Det forklarer Annie Geilman, der er udviklingskonsulent i Psykiatrien Region Sjælland og som i 12 år har været med til at sætte fokus på børn som pårørende til psykisk syge.

- Børnene går ofte med en masse forestillinger for sig selv om, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, hvis de ikke får viden om det. De har brug for hjælp til at forstå, hvad der sker, når deres familiemedlem er psykisk syg, så de ikke skal bære det alene, siger Annie Geilman, underviser og tovholder på nøglepersonuddannelsen.

De nyuddannede nøglepersoner
 

Derfor har man i Psykiatrien Region Sjælland løbende uddannet nøglepersoner, der skal have et særligt fokus på børn som pårørende til forældre eller søskende der har en psykisk sygdom. Det seneste hold på 19 personer blev uddannet den 9. juni 2016. Nøglepersoner er medarbejdere i psykiatrien, der har mindst tre års erfaring, og som har lysten til at have fokus på at støtte børn som pårørende.

Og det er ikke så få børn, der står på sidelinjen af psykiatrien og ser til, mens et familiemedlem er i behandling. Faktisk har minimum hver fjerde bruger i psykiatrien børn under 18 år som pårørende. Derudover er der også en del brugere i psykiatrien, der har mindreårige søskende som pårørende. Sideløbende med nøglepersonuddannelsen har Region Sjælland også i samarbejde med flere kommuner tilbudt gruppesamtaler for børn af psykisk syge, blandt andet i Holbæk. Det er vigtigt for børnene at dele deres oplevelser som pårørende med nogle der ved, hvordan det er, forklarer Annie Geilman der står for gruppesamtalerne i Holbæk.

Annie Geilmann
 

- Børn er ofte meget beskyttende overfor deres forældre, som er syge. Derfor er der meget, de ikke vil tale med forældrene om. Når børnene mødes med andre børn der er pårørende, kan de dele deres tanker og følelser, uden de skal forklare noget. Der er en fælles forståelse, og børnene finder ud af, at de ikke er alene med det, siger Annie Geilman.

Nøglepersoner uddannes og opdateres løbende i Psykiatrien Region Sjælland.   

Skrevet af kommunikationskonsulent Louise Gregersen

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
01.07.16
Opdateret
07.12.16
Link til denne side:
Andre sider under Artikler
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
Psykiatriledelsens stab
Fælledvej 6
Bygning 3, 3. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 60