Søg
 

Fysioterapeut på Sikringsafdelingen sørger for, at både patienter og personale får rørt sig

De svært psykisk syge patienter, der er indlagt på Sikringsafdelingen, er svære at få en relation til som behandler, og de kan være endnu vanskeligere få til at dyrke motion.

Men fysioterapeut Bennit Niyonkinzo har formået at gøre begge dele, og det er han og afsnit SL15 blevet belønnet for med Medarbejdernes Sundhedspris 2017.

- Det kom faktisk ikke bag på mig, at vi vandt. Jeg synes, det var det bedste bud, for jeg synes virkeligt, det gør en forskel i både medarbejdere og patienters hverdag, siger Hanne Kristensen, udviklingssygeplejerske på afsnit SL15 på Sikringsafdelingen, der nominerede Bennit til Medarbejdernes Sundhedspris 2017.

- Det kom meget bag på mig, at vi vandt, siger Bennit og fortsætter: Det er dejlig anerkendelse at få som ny fysioterapeut og en god kollegial støtte og opbakning både på her på Sikringen og blandt alle de andre kollegaer, der har stemt.

Humøret og energien bliver løftet og isen brudt

Bennit har kun været ansat på Sikringsafdelingen i knap otte måneder, men har allerede indført nye rutiner.



- Da Bennit foreslog, at vi skulle lave gymnastik med patienterne, må jeg indrømme, at jeg tænkte, ja ja bare lade ham gøre det. Normalvis kan Sikringsafdelingen godt være lidt stiv at arbejde med i forhold til nye tiltag. Sikkerheden er, det første vi tænker på, og ofte ender det med, vi siger, ’det kan ikke lade sig gøre, fordi det er Sikringen’. Men jeg må også indrømme, at gymnastikken virker, og alle har taget det til sig og bakker op omkring det, siger Hanne.

Mandag, tirsdag, torsdag og fredag mødes patienter og medarbejdere til Fælles fællesskab, hvor alle får rørt sig til musik. I løbet af de 10 minutter, hver session varer, bliver der både lavet udspænding og udstrækning og mere tempofyldt aerobic eller dans. Der er fokus på forskellige emner som balance, koordination og styrketræning.

- De 10 minutter fungerer som en icebreaker, alle hygger sig, har det sjovt og vi får grinet sammen. Alle deltager på det niveau, de nu kan være med til, men det vigtige er, at alle er med. Det er sjældent, folk ikke bliver glade, når de har bevæget sig rytmisk, siger Bennit.

Patienter, der er indlagt på Sikringsafdelingen, kan ellers godt være meget garderede i deres relation til andre mennesker, men netop motion og bevægelse kan være med til at opbygge denne relation.

- Det giver en rigtigt god energi, og stemningen bliver løftet på den gode måde, når vi har fået lov til at have det sjovt og grine lidt sammen alle sammen. Det er en pause både for patienter og medarbejdere, siger Hanne.

Stor niveau forskel

Der er stor forskel på patienternes niveau, nogen kan dyrke idræt på et højt niveau, mens andre skal begynde med helt basale øvelser som at ligge på en måtte og mærke efter, hvor kroppen er.

- Jeg vil meget gerne øge patienternes daglige bevægelse og have fokus på at øge de samlede antal minutter en patient er fysisk aktiv samt forbedre deres sundhedstilstand, forklarer Bennit, der oplever, at patienterne er glade for den behandling, som han og den anden fysioterapeut på Sikringsafdelingen tilbyder.

Vinderen af Medarbejdernes Sundhedspris 2017 modtager 30.000 kr. Nogen af penge vil SL15 gerne bruge på et kursus til Bennit, der er i gang med en diplomuddannelse for psykiatrisk og psykosomatisk fysioterapi. Men det er endnu ikke afklaret helt, hvordan pengene skal bruges.

- Vi har jo allerede nogle meget flotte træningsfaciliteter og redskaber, men der er run på vores idrætssal, som vores idrætslærer flittigt bruger, så det kunne være rart at indrette vores multifunktionsrum til nogle mere grundlæggende øvelser, for eksempel kan man komme langt med en ribbe og nogle elastikker, siger Bennit, der også godt kunne tænke sig nogle hjælpemidler såsom en kørestol.

Skrevet af kommunikationskonsulent Christian Strandsberg Nørgaard.

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
19.05.17
Opdateret
19.05.17
Link til denne side:
Andre sider under Artikler
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
Psykiatriledelsens stab
Fælledvej 6
Bygning 3, 3. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 60