Søg
 

Flytning gav forberedt forvirring

Onsdag indtog de første medarbejdere og patienter Psykiatrisygehuset i Slagelse, og selvom der var lidt småproblemer, er flytningen forløbet efter planen.

​- Hvor vil I have elkedlen henne? Og er der nogen, der ved, hvor vi skal vise patienterne hen for at ryge?

Der står stadig flyttekasser spredt rundt i dueslaget på sengeafsnittet SL 1 i Psykiatrien Slagelse, og der kommer hele tiden flere til. På samme måde melder der sig løbende nye spørgsmål både blandt personale og patienter.



Aftenpersonalet er lige mødt, og det tager lidt længere tid end sædvaneligt at lave vagt skift i Psykiatrien Vest. Patienter og medarbejdere på sengeafsnittene fra Holbæk og Dianalund samt et af de ældrepsykiatriske sengeafsnit fra Vordingborg er netop flyttet ind i det nye psykiatrisygehus. Hele det nye hus summer af stemmer og aktivitet, mens spørgsmål besvares og nye rutiner skal sættes i værk.

- Der er mange bolde i luften sådan en dag. Og der hersker en hvis forberedt forvirring, vil jeg kalde det. Men der er også en stemning af, at vi nok skal finde ud af det, og alle gør virkeligt, hvad de kan for at få tingene til at lykkedes. Vi løser problemerne hen ad vejen, siger ledende oversygeplejerske Susie Schouw Petersen fra Psykiatrien Vest. Midt i talestrømmen bliver hun meget sigende afbrudt af en medarbejder, der fortæller, at der nu er fundet en løsning på de ikke-virkende kaffemaskiner.

Fra én flyvemaskine til en anden uden mellemlanding

Selvom der stadig mangler et par småting, for eksempel at slutte kaffemaskinerne til, så er der ikke tvivl om, at alle de patientsikkerhedskritiske forhold er i orden.

- Vi har været rigtigt godt forberedt. Personalet har været meget aktive i processen op til og stillet mange gode spørgsmål, som er blevet afklaret inden flytningen, men det har været en stor opgave at sikre, at patienterne ikke kunne mærke, at vi skulle flytte. Vi har jo skulle holde virksomheden kørende på 100 % samtidig med, at vi har skule organisere busser og pakke ned, og hvad der ellers hører med til en flytning. Det har været lidt lige som at skulle skifte fra en flyvemaskine til en anden, mens de begge er i luften, men jeg synes, alle har gjort deres til, at det er forløbet smertefrit, fortæller ledende overlæge Michael Schmidt.

En stor omvæltning

Medarbejderne har gjort, hvad de kunne for at forberede patienterne på, at de skulle flytte. Der er blevet talt om, hvordan flyttedagen skulle forløbe, hvad patienter og medarbejdere kunne forvente af de nye omgivelser og meget andet.

- Personalet har været rigtigt gode til at fortælle os, hvad der skulle ske. De har taget imod og handlet på, alle de spørgsmål vi har haft og samtidig været rigtigt gode til at lytte til bekymringer. Selve flytningen er også gået fint, men det er en stor omvæltning at skulle flytte, og det kommer til at tage rigtigt, rigtigt lang tid at vænne sig til, siger Katja Sofie Kjerrumgaard, der er patient på SL1.

Det er aldrig nemt at flytte fra kendte rammer til noget nyt, og måske specielt ikke hvis man oven i købet har det svært psykisk. Det havde da også inden flytningen været en bekymring for personalet, hvordan patienterne ville reagere.

- Patienterne har klaret det så flot, synes jeg. De har været noget utrygge ved det, men det er gået nemt og gnidningsløst i dag. Det er imponerende, de har taget det så pænt, siger Yvonne Jensen, der er social- og sundhedsassistent på SL1.

Bedre forhold for alle

Også for personalet er det en stor omvæltning. Ud over de helt nye rammer betyder flytningen også, at mange får nye kollegaer. Det har været nødvendigt at flytte rundt i personalet, da de nye afsnit ikke har samme størrelse som de gamle havde.

- Det er mange nye ting at forholde sig til, også for os, men jeg er sikker på, det bliver rigtigt godt. Både os som personale og patienterne får bedre forhold. Og personligt har jeg set meget frem til at rykke ind i et helt nyt hus, og et sted der arkitekturmæssigt er bygget til den slags patienter, vi har her. Jeg ser meget frem til at se, hvilken betydning det har for patienterne, siger Yvonne Jensen.

Skrevet af kommunikationskonsulent Christina Strandsberg Nørgaard

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
21.10.15
Opdateret
07.12.16
Link til denne side:
Andre sider under Artikler
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
Psykiatriledelsens stab
Fælledvej 6
Bygning 3, 3. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 60