Søg
 

Alle har ret til at sætte deres kryds

Valget er overstået og danskerne har givet udtryk for hvad vej de gerne ser politikken skal bevæge sig i. Bare fordi man er indlagt på en psykiatriskafdeling, betyder det ikke, at man ikke gerne vil være med til at præge landets politiske retning.

​Region Sjælland sørgede igen i år for, at patienterne fik mulighed for at brevstemme.

Mens mange danskere gik til vælgermøder og så tv-debatter for at finde ud af, hvem de var mest enige med, var stemningen anderledes afklaret på de psykiatriskafdelinger i Region Sjælland. Det var ikke fordi, patienterne ikke gik op i valget, eller ikke gad sætte sig ind i det. De havde bare skulle beslutte, hvem de vil stemme på lidt før mange andre.

Som alle andre danske statsborgere over 18 år bosiddende i Danmark har patienter indlagt på psykiatriske afdelinger lov at stemme til valget. Derfor tog valgtilforordnede i den sidste uge inden valget rundt på alle sengeafsnittene i Psykiatrien og sørgede for, at patienterne havde mulighed for at brevstemme.

Folketingsvalget er et tilløbsstykke

- Folketingsvalget er altid et tilløbsstykke. Der er mange på afsnittene, der gerne vil stemme. Ved andre afstemninger, for eksempel EU valg, kan det være lidt mere trægt med tilslutningen, siger Tine Bacher, der er sekretariatschef i Psykiatrihuset og i dagens anledning også valgtilforordnet.

35 % af de indlagte patienter i Psykiatrien valgte at stemme ved dette års folketingsvalg.

En af dem, der gerne ville stemme på afsnit V4 i Holbæk i år, er forfatter og pensionist Kjeld Løren.

- Det er jo den indflydelse, vi alle har på vores samfund. Og det er vigtigt for mig at give udtryk for mit politiske standpunkt og bidrage til demokratiet på den måde. Flere, der er indlagt, får også nogle andre synspunkter efter at have oplevet psykiatrien indefra, siger han.

Kjeld Løren er ikke ene om at synes, det er vigtigt at stemme til folketingsvalget på afsnit V4. 12 af de 24 indlagt patienter kommer forbi, mens de valgtilforordnede er der.

Ikke alle kan rumme det

Selvom der er mange patienter, der gerne vil stemme til folketingsvalget, er det ikke alle, der kan. Nogle patienter er så dårlige, at de ikke kan rumme at skulle forholde sig til det at stemme. Men det betyder ikke, at de ikke har fået muligheden

- Vi spørger alle om, de har lyst til at stemme, uanset hvor dårlige de er. Alle har ret til at stemme, og jeg har ikke kompetence til at beslutte, hvorvidt de kan eller ikke kan stemme. Ofte oplever vi faktisk, at selv rigtigt dårlige patienter kan samle sig kort om at stemme, siger Katrine Runge, sygeplejerske og souschef på afsnit V4.

På afsnit V4 i Holbæk blev alle patienter spurgt op til flere gange, om de havde lyst til at stemme. De sidste tre morgener inden de valgtilforordnede kom blev det nævnt på det fælles morgenmøde, og på selve dagen blev alle spurgt en sidste gang.

- Jeg synes, at patienterne er glade for at få muligheden for at stemme her. Det er jo noget mange af dem følger med i og har en holdning til. For flere af de patienter, der er indlagt, er det deres eneste mulighed for at stemme. De vil ikke kunne rumme at skulle fragte sig til et valgsted for så at stå i kø, få udleveret en lang stemmeseddel og gå ind i en stemmeboks. Derfor er det en god mulighed, at de kan brevstemme her, fortalte Katrine Runge.

Der er sengeafsnit i Holbæk, Roskilde, Nykøbing Sjælland, Vordingborg, Dianalund og Slagelse. De valgtilforordnede var rundt på alle afsnit inden den 16. juni, hvor brevstemmerne skulle sendes til den kommune, som stemmeafgiveren har bopæl i.

Også patienter på de retspsykiatriske afdelinger og Sikringsafdelingen havde mulighed for at brevstemme.

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
25.06.15
Opdateret
07.12.16
Link til denne side:
Andre sider under Artikler
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Region Sjælland
Psykiatriledelsens stab
Fælledvej 6
Bygning 3, 3. sal
4200 Slagelse
Tlf. 58 53 60 60