Søg
 

Behandling

Information om selve behandlingen.

​Når du bliver indlagt i Psykiatrisk Akutmodtagelse, vil der være sundhedspersonale, for eksempel sygeplejerske og/eller læge til stede.  De spørger ind til dig og din aktuelle situation, som har ført til henvendelsen og afklarer, hvordan vi bedst kan hjælpe dig med den akutte problemstilling. Til den indledende samtale vurderer vi din situation, og om det er nødvendigt, at du bliver indlagt.
 

Nogen gange vil en enkelt samtale med en medarbejder i Psykiatrisk Akutmodtagelse være nok. I andre situationer vil indlæggelse til videre udredning og observation komme på tale. Dette kan foregå direkte i Psykiatrisk Akutmodtagelse eller på et sengeafsnit. Hvis du indlægges i Psykiatrisk Akutmodtagelse, er du almindeligvis kun indlagt ganske kortvarigt – op til et par døgn, hvorefter du enten udskrives, henvises til hjælp andet sted eller indlægges til videre behandling i et sengeafsnit.

Indlæggelsen i Psykiatrisk Akutmodtagelse er præget af intensiv observation, pleje og behandling. I det intensive behandlingsforløb spiller samarbejdet med de pårørende en afgørende rolle, naturligvis på baggrund af dine ønsker til samarbejdet.

Indenfor det første døgn udarbejder vi i samarbejde med dig og eventuelle pårørende en foreløbig behandlingsplan, der beskriver hvilke behandlingstiltag, vi sammen vurderer gavnlige for dig. Du får en kopi af behandlingsplanen.

Hvis vi vurderer, at medicinsk behandling er nødvendigt, vil du få mundtlig og skriftlig vejledning.

Vi taler også med dig om, hvad der hjælper dig bedst, hvis du får det dårligere under indlæggelsen.

Vi arbejder målrettet mod at nedbringe brugen af tvang, men hvis du oplever tvang i forbindelse med din behandling, vil du altid efterfølgende blive tilbudt en samtale omkring situationen, her vil vi blandt andet tale om, hvordan situationen kunne have været løst anderledes. Du kan i folderen om patentrettigheder læse mere om dine rettigheder i forbindelse med din indlæggelse.

Psykoedukation

Vi tilbyder undervisning og information om din sygdom og behandling. Det kalder vi Psykoedukation. Det er vigtigt, at du og dine pårørende har forståelse og indsigt i din sygdom, så I har forudsætninger for at genkende symptomer og udløsende faktorer samt håndterer situationen bedst muligt. På den måde vil du have lettere ved at komme dig, og risikoen for tilbagefald bliver mindre.

Læs mere om psykoedukation

Personale

På afsnittet er der tilknyttet flere forskellige faggrupper, der alle har forskellige roller i dit behandlingsforløb.

Plejepersonalet består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter. En medarbejder fra plejepersonalet vil være din kontaktperson og/eller dagens kontaktperson.

Lægerne er ansvarlig for den behandlingsplan, som de laver sammen med dig.

Der er mange andre faggrupper i Psykiatrien heriblandt lægesekretærer, socialrådgivere, psykologer, ergoterapeuter med flere. De varetager hver især forskellige dele af din behandling, og bidrager alle sammen med hver deres faglighed til, at dit forløb hos os bliver godt, og du hurtigst muligt får det bedre.

Serviceassistenter sørger for der er rent og pænt på vores afsnit.

Vi lægger vægt på, at behandlingen tilrettelægges ud fra dine individuelle udfordringer og på baggrund af professionelle faglige betragtninger.

Da vi er uddannelsessted, vil du kunne opleve, at der er elever og studerende i afsnittet.

Afsnittets daglige ledere er overlægen og afdelingssygeplejersken.

Samarbejde med andre instanser

Vi synes, det er vigtigt, at du oplever, at dit forløb er så ensartet og smidigt som muligt. For at sikre dette tager vi tidligt i forløbet kontakt til relevante samarbejdspartnere så vi kan koordinere hjælpen og sikre et sammenhængende forløb.

Blandt andet samarbejder vi direkte med de ambulante behandlingstilbud i Psykiatrien (Distriktspsykiatrien for ældre, distriktspsykiatrien eller Psykiatrisk klinik). Vi samarbejder også med din kommune om f.eks. socialpsykiatrien, hjemmeplejen, jobcenter eller andre relevante områder.

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
29.11.11
Opdateret
29.01.19
Link til denne side:
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Syd
Psykiatrisk Akutmodtagelse - Vordingborg
Færgegaardsvej 15
4760 Vordingborg
Tlf. 58 53 70 30