Søg
 

Behandling

Information om selve behandlingen.

​Inden for den første uge vil du sammen med din behandler lave en individuel behandlingsplan, der danner udgangspunkt for forløbet, mens du er indlagt. Det kan for eksempel være individuelle samtaler, deltagelse i forskellige grupper og gruppeaktiviteter, skole, lægesamtaler og hjælp til at komme i gang med aktiviteter andre steder. Hvis du er under 15 år, skal dine forældre/pårørende inddrages i behandlingsplanen. Du får en kopi af din behandlingsplan, og du inddrages mest muligt i den. Hvis du er over 15 år og giver tilladelse, kan dine forældre/pårørende også få en kopi af den.

Når du bliver indlagt, vil der normalt være en kontaktperson og en behandlingsansvarlig læge til stede. De spørger hvordan du har det, og hvad der har ført til indlæggelsen.

Kontaktpersonen og lægen danner sammen med andre medarbejdere det, vi kalder et kontaktteam. Det kan for eksempel være ergoterapeut, socialrådgiver, psykolog, pædagog, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent. Kontaktteamet følger løbende op på de problemer og behov du har, i tæt samarbejde med dig og dine forældre/pårørende.

Hvis vi vurderer, at medicinsk behandling er nødvendigt, vil du få mundtlig og skriftlig vejledning.

Vi taler også med dig om, hvad der hjælper dig bedst, hvis du får det dårligere under indlæggelsen.

Vi arbejder målrettet mod at forebygge brugen af tvang. Derfor har vi en samtale med dig, hvor vi taler om, hvad der kan hjælpe med at berolige dig, hvis der bliver behov for det.

Hvis du oplever tvang i forbindelse med din behandling, vil du altid blive tilbudt en samtale om situationen bagefter. Her taler vi blandt andet om, hvordan situationen kunne have været løst anderledes. Du kan i folderen om patentrettigheder læse mere om dine rettigheder i forbindelse med din indlæggelse.

Miljøterapi

I løbet af en typisk dag forsøger vi at indrette aktiviteterne, så de støtter dig i at klare dig selv og i at være sammen med andre mennesker. Vi tilrettelægger hverdagen så den tager udgangspunkt i dine styrker og udfordringer.

Målet med aktiviteterne i det vi kalder miljøterapi er, at du:

  • får bedre selvtillid og kontakt til andre mennesker
  • oplever en øget livskvalitet
  • bedre kan mestre hverdagens udfordringer
  • bedre kan varetage dine egne basale fysiske behov

Psykoedukation 

Psykoedukation er information og undervisning omi din sygdom. Det er vigtigt, at du og dine forældre/pårørende har forståelse og indsigt i din sygdom. Vi vil gerne hjælpe til at give dig/jer viden, så I kan genkende symptomer og faktorer, der kan forstærke sygdommen. Derfor tilbyder vi information og undervisning i lige netop din sygdom og dine udfordringer. Det kalder vi psykoedukation. 

 

Motion

Motion og bevægelse kan for mange have en god effekt på psykisk sygdom. Det kan også have en positiv effekt på nogle af de bivirkninger, som noget medicin kan have. Derfor har vi fokus på bevægelse og fysisk aktivitet i hverdagen.

Alle fysiske aktiviteter planlægges sammen med dig.

Personale

På afsnittet er der tilknyttet flere forskellige faggrupper, der alle har forskellige roller i dit behandlingsforløb.

Plejepersonalet består blandt andet af sygeplejersker og pædagoger. Et mindre team vil være dit kontaktpersonteam og/eller dagens kontaktperson.

Lægen er ansvarlig for den behandlingsplan, som han/hun laver sammen med dig.

Der er mange andre faggrupper i Børne- og Ungdomspsykiatrien heriblandt lægesekretærer, socialrådgivere, psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, kokke og køkkenassistenter. De bidrager alle sammen til, at dit forløb hos os bliver godt, og at du hurtigst muligt får det bedre. Serviceassistenter sørger for der er rent og pænt på vores afsnit.

Da vi er uddannelsessted for læge- og sygeplejestuderende, vil du kunne opleve, at der er elever og studerende i afsnittet.

Afsnittets daglige leder er afdelingssygeplejersken, som er ansvarlig for kvaliteten og udviklingen af sygeplejen samt ansvarlig for personalet. Overlægen har det overordnede ansvar for den lægelige behandling.

Samarbejde med andre instanser

Det er vigtigt, at du oplever, at dit forløb er så sammenhængende og smidigt som muligt. For at sikre dette vægter vi samarbejdet med andre relevante myndigheder højt.

Blandt andet samarbejder vi direkte med Klinik for Spiseforstyrrelser for dem der er tilknyttet afsnit U2 samt øvrige ambulante behandlingstilbud i Region Sjælland.
Vi samarbejder også med din kommune for eksempel PPR, egen læge, uddannelse, institutioner, jobcenter eller andre relevante områder.

Udskrivelse

Planlægningen af din udskrivelse indgår som en naturlig del af din behandling og begynder ofte i god tid.

Lægen og dit kontaktperson vil i samarbejde med dig lægge en plan for din udskrivning. Hvor lang tid du er indlagt varierer fra person til person.
Vi tilstræber i samarbejde med dig, at du i god tid kender din præcise udskrivningsdato.

Ved udskrivningssamtalen deltager forældre/pårørende også så vidt muligt.

I mange tilfælde er der behov for en revurdering af den hjælp og for eksempel det skoletilbud, som du fik inden indlæggelse.

Kontaktpersonen og evt. socialrådgiver tager med din/forældres accept kontakt til relevante myndigheder i hjemkommunen for at drøfte de aktuelle behov.

Vi lægger vægt på, at du er tryg ved udskrivning og kan overskue hverdagen. Vi bestræber os på at sikre en sammenhæng i behandlingen. Derfor vil du blive stillet en del spørgsmål om dine forventninger til tiden efter udskrivelse.

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
28.11.11
Opdateret
14.05.18
Link til denne side:
Andre sider under Indlæggelsesforløb
 

 Kontakt

 
Afdeling for Børne- og Ungdomspsykiatri
Center for Spiseforstyrrelser, U2 - Roskilde
Elmehus
Smedegade 16
4000 Roskilde
Tlf. 58 53 80 40