Søg
 

Hvordan bliver du indlagt?

Information til dig og dine pårørende, hvis du skal indlægges på afsnit S4 - Vordingborg.

Hvordan bliver du indlagt

Du skal visiteres til et ophold på de særlige pladser af et visitationsforum i Psykiatrien. Forummet består af personer fra psykiatrien, fra din handlekommune, fra Kriminalforsorgen, hvis du er under tilsyn, og en socialfaglig konsulent. Din handlekommune har den endelig kompetence til at træffe afgørelse om at visitere dig til de særlige pladser.

Opholdet er midlertidigt, men forventes at vare mellem 6-18 måneder.

Der er tale om et frivilligt ophold på de særlige pladser. Du skal derfor give informeret samtykke til opholdet. Et informeret samtykke betyder, at du ønsker at indgå i tilbuddet og deltage i både psykiatrisk behandling, rehabiliterende indsats og eventuelt misbrugsbehandling, hvis det er relevant for dig. Desuden skal du være orienteret om tilbuddet, rammerne og behandlingen på de særlige pladser.

For at blive visiteret til de særlige pladser, er der nogle visitationskriterier, der skal være opfyldt, læs mere her.
 

Patientmappe

Når du starter dit ophold på de særlige pladser, får du udleveret en mappe, som indeholder information om afsnittet og om kontaktteams. Du får også udleveret en husorden med praktiske detaljer og ordensregler for afsnittet.

Har du nogen spørgsmål, er du altid velkommen til at spørge personalet. 

Hvad skal du medbringe

Når du flytter ind på de særlige pladser, skal du medbringe alt, hvad du har behov for under et længerevarende ophold – det vil sige toiletsager, tøj og sko til inde- og udebrug, hjælpemidler, som du er afhængig af, for eksempel høreapparat, briller, kørestol eller andet. Du må gerne tage din computer med.

Sengetøj, tæpper, håndklæder og lignende låner du af os.
Medicin, som du selv medbringer, vil vi gerne opbevare for dig og udlevere, når det skal tages, med mindre andet aftales.

Dit værelse hos os, betragter vi som din bolig - dit eget hjem. Du er derfor velkommen til at indrette din egen bolig, som du ønsker, og medbringe dine egne møbler (undtagen seng). Dog kan der opstå pladsmangel grundet rummenes størrelse, og vi anbefaler, at du sorterer dine ting og sender det, du kan undvære, til opbevaring. Har du ikke et opbevaringsrum, hjælper vi gerne med at finde et, du kan leje.

Kommer du til at mangle noget under dit forløb hos os, hjælper vi gerne med at tage ud og købe det eller hente disse ting i dit opbevaringsrum.

Du har selv ansvaret for dine ejendele og værdigenstande under opholdet. Døren til din bolig kan du låse.
 

Kontaktpersonsordning

Du får tilknyttet et team af kontaktpersoner, der består af 6-9 faste medarbejdere.
Vi holder morgenmøde og eftermiddagsmøde hver dag, hvor du får at vide, hvem der er din kontaktperson om dagen og om aftenen. Vi bestræber os på, at din kontaktperson er en fra dit team, så du lærer dem godt at kende.

Kontaktpersonen og teamet hjælper dig under dit ophold, så du oplever en sammenhæng og tryghed i dagligdagen og behandlingen. De tilrettelægger sammen med dig dit behandlingsforløb, så det passer til dine behov, ressourcer og udfordringer.
 

Hvordan er hverdagen i afsnittet

For at skabe en forudsigelig og genkendelig hverdag har vores dagligdag i afsnittet en fast struktur med faste spisetider og planlagte aktiviteter.

Hver dag holder vi morgenmøde i forlængelse af morgenmaden. Her planlægger vi dagens aktiviteter og uddelegerer de daglige gøremål for eksempel små arbejdsopgaver i forbindelse med måltiderne. Det er også ved disse møder, at der er mulighed for at drøfte fælles anliggender og videregive information.

Vi synes, det er vigtigt, at alle, der har mulighed for det, deltager i de fælles måltider og andre fastlagte fælles og individuelle aktiviteter i ugens løb.

Der deltager altid personale i måltiderne, både for at hjælpe med de praktiske opgaver og for at hjælpe med, at måltidet bliver en hyggelig og social oplevelse for alle. Vi ser måltiderne som en væsentlig del af rehabiliteringen og en god mulighed for alle til at samles og mødes.

Vi har aktiviteter både i formiddags- og eftermiddagstimerne. Kontaktpersonen, en ergoterapeut og/eller en fysioterapeut står for de daglige aktiviteter. Aktiviteterne foregår primært i afsnittet. Aktiviteterne kan blandt andet være motion, kreative aktiviteter, psykoedukation eller social færdighedstræning (miljøterapi).

Aktiviteterne kan også foregå udendørs, og vi kan planlægge ture ud ad huset. Vi vægter daglige ture udenfor højt, da det har en gavnlig effekt på krop og sind at komme ud og opleve naturen og årstidernes gang og få bevæget kroppen.

I løbet af en typisk dag vil der være plads til individuelle træningsopgaver eller –situationer. Du vil også løbende have samtaler med personalet.

Aftenerne bruger vi på sammen at se tv, spille spil eller læse bøger, blade og aviser.

Kl. 22.00 slutter fællesaktiviteterne som hovedregel. Hvis du ikke er klar til at gå til ro, kan du fortsætte aktiviteterne, selvfølgeligt med hensyntagen til medbeboere, der har behov for ro.

Weekenderne planlægges i samarbejde med kontaktpersonen og ses som et aktivt element i dit behandlingsforløb.
 

Mad

Vi har eget køkken og egne kokke. Menuen bliver planlagt i fællesskab mellem personale og beboere. Det er vigtigt for os, at vi tilbyder sund og nærende mad. Vi forsøger så vidt muligt at tage hensyn til specielle ønsker til maden, herunder allergi, religion, m.m.

Du vil skulle deltage i madlavningen på det niveau, der passer til dig.
 

PC, mobiltelefon og trådløst internet

Vi har mulighed for at stille computere, højtalere og lignende til rådighed. Du er naturligvis velkommen til at medbringe dine egne elektroniske genstande. Vi opfordrer til at bruge disse i din egen bolig af hensyn til de andre beboere. Der kan dog være undtagelser.

I begge afsnit er der mulighed for at logge på trådløst internet. Du kan spørge personalet om adgangskoden.

Har du ikke din egen telefon, er du velkommen til at låne beboertelefonen, bare spørg din daglige kontaktperson.

Tøjvask og rengøring

Du står selv for tøjvask og rengøring af din egen bolig. Du kan benytte afsnittets vaskemaskiner og tørretumblere. Kan du ikke selv vaske dit tøj eller gøre rent, hjælper vi dig, da dette indgår som en del af rehabiliteringen.

Visitation af ejendele

Som udgangspunkt gennemgår vi ikke dine ejendele. Hvis vi har mistanke om, at du har medbragt euforiserende stoffer, skarpe genstande, eller andet som ikke er tilladt, eller kan været farligt for dig selv, andre patienter eller personalet, har vi mulighed for at visitere dig og dine ejendele. Vi vil helst gøre det i samarbejde med dig.

Du har altid mulighed for at indlevere ting til personalet – også ting det ikke er tilladt at have på afsnittet. Nogle ting kan vi opbevare for dig, indtil du bliver udskrevet, andre ting som for eksempel euforiserende stoffer eller andet ulovligt afleverer vi til politiet eller destruerer det.
 

Rygning

Det er ikke tilladt at ryge indendørs i Psykiatrien i Region Sjælland.

Du er velkommen til at ryge i de udendørs rygeområder i forbindelse med afsnittet.

Pårørende er velkomne til at ryge udenfor afsnittet.
Oplever vi, at der bliver røget indenfor, opbevarer vi dine cigaretter på kontoret – dem kan du få udleveret, når du vil, som regel en eller to ad gangen.

Vi tilbyder så vidt muligt rygeafvænning som en del af behandlingstilbuddet, mens du er på de særlige pladser.

Præst

Du har mulighed for at få besøg af en sygehuspræst, mens du er på de særlige pladser. Hvis du spørger, kan vi hjælpe dig med at få kontakt til præsten.

Hvis du tilhører en anden trosretning end kristendommen, hjælper vi også med at få kontakt til en repræsentant fra andre trosretninger.
 

Dyr og husdyr

Du må ikke have dyr med på afsnittet. Hvis du eller en af dine pårørende er blind, og der er tale om en førerhund, gælder der dog særlige regler. Dem kan du spørge personalet om.
 
 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
27.02.18
Opdateret
12.04.19
Link til denne side:
Andre sider under Indlæggelsesforløb
 

 Kontakt

 
Psykiatrien Syd
Afsnit S4 - Vordingborg
Færgegaardsvej 15
4760 Vordingborg
Tlf.nr. og mail for Indgang 44, 15P og Indgang 41, 15S ses nedenfor.
 

 Kontakt

 
Afsnit S4 - Indgang 44, 15P
Tlf. 58 53 69 98
Tlf. 58 53 69 99
 

 Kontakt

 
​Afsnit S4 - Indgang 41,15S
Tlf. 58 53 69 98
Tlf. 58 53 69 99