Søg
 

Pårørende

Som pårørende kan det være svært at vide, hvordan du bedst muligt støtter og hjælper. Vi har samlet en række gode råd til dig, som er pårørende.

Som pårørende​

Når én, der står dig nær, udsættes for et seksuelt overgreb, kan det være svært at vide, hvordan man bedst muligt hjælper og støtter.

Som pårørende kan man være usikker på, hvor meget man skal spørge, og hvad man skal spørge om. Ligesom man kan være usikker på, hvad man skal gøre, hvis personen græder eller bliver vred eller opfarende - eller slet ikke reagerer.

I det følgende har vi nogle forslag til, hvordan du kan hjælpe en person, der har været udsat for et seksuelt overgreb.

Det kan være vigtigt at huske på, at hvert enkelt menneske reagerer forskelligt i belastende situationer og har forskellige behov for hjælp og støtte. Fortæl personen, hvis du er usikker på, hvordan du bedst hjælper og støtter. Men fortæl også, at du gerne vil hjælpe.

Gode råd

Vær omkring personen

Tilbyd at være omkring personen de første dage og nætter efter overgrebet, hvis du har mulighed for det - eller find andre der kan.


Lyt

Mange ramte har brug for at fortælle om overgrebet, eller hvordan de har det igen og igen. Der kan være mange forvirrende og modstridende følelser, der er brug for at få luft for. Det kan være en lettelse at få lov at græde.

Lyt gerne og spørg ind til hændelsen, men respekter, hvis den ramte ikke vil tale om det.


Stil dig ikke tvivlende over for det, personen fortæller

Nogen gange føler du som pårørende tvivl omkring, hvad der skete, men udtryk ikke din tvivl over for den ramte. Det er vigtigt for et voldtægtsoffer at blive troet på og accepteret. Stil heller ikke spørgsmål ved personens adfærd før eller under overgrebet.


Vær tålmodig

Det tager tid at komme sig over en alvorlig hændelse. Vær tålmodig og stil dig til rådighed i det omfang, det giver mening for dig og den person, som har været udsat for overgrebet.


Tilbyd praktisk hjælp

​Det kan være helt uoverskueligt for personen at udføre selv almindelige gøremål. Tilbyd derfor gerne at gå en tur med hunden, gøre rent på badeværelset, handle ind eller lignende. Du kan også hjælpe med den løbende kontakt til f.eks. politi og advokat og tilbyde at deltage.

Vær til rådighed i det omfang, du selv har kræfter til det.


Brug dit eget netværk

Det kan være overvældende, og også lidt skræmmende, at forsøge at støtte og hjælpe en person, der har været udsat for en traumatisk hændelse som for eksempel et seksuelt overgreb.

Hvis det bliver for meget for dig, eller du føler dig magtesløs, så brug dit eget netværk. Her kan du tale om dig selv, og hvordan du har det. Hvis du vil vide mere, kan du under nyttige links finde en pjece til pårørende.​​​​​​​​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
28.11.16
Opdateret
05.04.19
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/nykpr
 

 Kontakt os

 
Center for voldtægtsofre
Nykøbing F. Sygehus
Fjordvej 15
4800 Nykøbing F.
Tlf. 56 51 54 08
Telefontid døgnet rundt