Søg
 

Undersøgelse og behandling

Læs om diabetes øjenfotografering.

Hvorfor skal mine øjne fotograferes?

Diabetes kan medføre forandringer i blodkarrene i øjets nethinde. Det er meget vigtigt at opdage forandringer i nethinden tidligt, for at vi kan tilbyde dig den bedst mulige behandling.

Undersøgelsen

Med et kamera fotograferer vi gennem øjet pupil og undersøger nethinden, som findes bagerst i øjet.

Du sidder ved et apparat med hage- og pandestøtte. Apparatet kommer ikke i kontakt med dine øjne. Billederne optages elektronisk og gemmes i computeren. Det foregår ved en synsprøve, eventuelt med de afstandsbriller du bruger.

Efterfølgende vurderer vi billederne. Du modtager skriftligt svar på undersøgelsen.

Det er en specialuddannet sygeplejerske, der foretager fotograferingen. Du er velkommen til at spørge om selve undersøgelsens forløb.

Husk! Til undersøgelsen skal du medbringe solbrille og afstandsbrille.

Dine øjne skal dryppes

Det er nødvendigt at dryppe med øjendråber, som gør pupillerne store nok til at kunne fotografere nethinden. Dråberne virker i løbet af 15-30 minutter.

Dråberne påvirker dine øjne i op til 4-5 timer, hvor du er ekstra lysfølsom, har forringet afstandsbedømmelse, og dit læsesyn kan være påvirket. Herefter bliver synet igen, som det var før undersøgelsen.

Du må ikke køre bil umiddelbart efter undersøgelsen, så længe synet er påvirket af dråberne. Det samme gør sig gældende, hvis du på dit job skal arbejde med farlige maskiner.


Hvordan kommer jeg hjem?

Få en til at køre dig eller brug offentlig transport. Har du brug for hjælp til transporten, er telefonnummeret til Flextrafik 70 15 35 15.
Oprettet
26.01.18
Opdateret
05.07.21
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/noejub
Andre sider under Øjenklinik