Søg
 

Seksualitet hos mænd

Når du er i behandling med medicinsk kræftbehandling, kan du komme ud for, at lysten og evnen til sex bliver mindre. Det skyldes blandt andet den fysiske og psykiske belastning, men også at testiklernes funktion svækkes.

Årsag til nedsat lyst til sex​

Det skyldes blandt andet den fysiske og psykiske belastning, men også at testiklernes funktion svækkes.​

Potensen kan svækkes på grund af sygdommen og behandlingen. Eventuelle rejsningsproblemer kan forekomme og følsomheden i penis kan ændre sig.

Kemoterapi kan påvirke sædcellernes arveanlæg (gener) og dermed øge risikoen for fostermisdannelse, hvis din partner bliver gravid. Det er derfor vigtigt, at I anvender sikker prævention, mens du er i kemoterapi.

Nogle behandlinger kan føre til ufrugtbarhed (sterilitet), da medicinsk kræftbehandling medfører, at dannelsen af sædceller nedsættes eller ophører. Du vil i disse tilfælde få tilbud om nedfrysning af sæd i sædbank – før behandlingen starter. Ønsker I at få børn efter endt behandling, så tal først med din læge om det.

Har du problemer med dit sexliv, er det vigtigt, du taler med lægen eller sygeplejersken. Lægen kan vejlede dig om, hvilke former for hjælp og behandling, du kan anvende, for eksempel potensfremmende medicin.

Det, du selv kan gøre​​

​For at få lysten tilbage er det vigtigt at tale med din partner om det. Sig klart og tydeligt, hvis du har mistet lysten, og hvis det ikke har noget med din partner at gøre.

Det er helt i orden at sige fra over for sin partner. I de tilfælde er det vigtigt at bevare kropskontakten til hinanden i det daglige, for eksempel ved at ligge tæt, kysse, kramme og holde om hinanden.

Hvis I først holder op med det sensuelle, kan det blive svært at få den seksuelle lyst igen.

Du kan blive henvist til en sexologisk klinik via læge eller sygeplejerske

Mere om information om kræft og seksualitet​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
19.11.18
Opdateret
02.01.19
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/noshm