Søg
 

Gener i mund

Læs, hvordan mundgener eller mundproblemer kan opstå som følge af kræftsygdommen eller som en bivirkning ved behandlingen.

​Årsag til mundgener

Munden og tænderne er en vigtig del af fordøjelsessystemet, og ikke mindst vores tale og udseende. 

Behandlingen kan påvirke slimhinderne i mund og svælg, så de bliver tørre, ømme og svier. Der kan også komme svamp og betændelse i munden. Disse bivirkninger kan medføre belægninger, sår, smerter og synkebesvær. Det kan være forbundet med stort ubehag at spise og drikke, når der er opstået mundproblemer.

Tal altid med personalet, hvis disse gener opstår, da nogle af dem kan afhjælpes med medicinsk behandling.


Mundtørhed

  • Hvis spytdannelsen er nedsat, og munden derfor er tør, så kan madlyst og smagsoplevelser påvirkes negativt. Mellem måltiderne kan spytdannelsen stimuleres, og munden kan holdes fugtig ved for eksempel at anvende sukkerfrit tyggegummi, sukkerfri pastiller (ikke de syrlige pastiller, da de ødelægger tandemaljen), pebermynte, frisk ananas, kiwifrugt, papaja og knust is
  • Hvis munden ikke er øm, så prøv med syrlig mad og drikke, da det stimulerer spytdannelsen

  • Det kan være behageligt at væde den tørre mund hyppigt med for eksempel havresuppe eller te, eventuelt med citron, eller vand

  • Giver den tørre mund ubehag, når du spiser, kan det anbefales at drikke lidt væske, vand eller andet sammen med hver mundfuld mad og i øvrigt drikke hyppigt under måltidet

  • Hvis ovenstående ikke hjælper tilstrækkeligt, kan du tale med personalet om problemet, da der på apoteket findes forskellige produkter, som kan øge fugtigheden i munden. Der findes både sugetabletter, gel og spray.


Ømhed i munden

  • Ved smerter og blister i munden er det en god ide at skylle med væske
  • Ømheden kan forværres, hvis maden er tør
  • Ved rifter eller megen ømhed i mundhulen, på tungen eller på læberne kan anbefales lokalbedøvende gel, som kan smøres direkte på rifterne umiddelbart inden måltidet. Rifterne eller det ømme område tørres af med en vatpind, og et tykt lag lokalbedøvende gel smøres på og ligger på det ømme sted 1-2 minutter, hvorefter det skylles af. Der må højst gå 10 minutter, inden man spiser, da den smertelindrende effekt ellers forsvinder
  • Hvis ømheden i munden er meget udtalt, kan det være en ide at bruge sugerør med "knæk´"til alle drikkevarer. Før sugerøret så langt ind i munden som muligt, så væsken ledes forbi den ømme slimhinde og ind bagerst i munden
  • Læber, der revner eller er ømme, kan fugtes med uparfumeret læbepomade eller fed fugtighedscreme, gerne med lanolin.

Det, du selv kan gøre​

  • Drik gerne 1½-2 liter væske om dagen, men ikke sodavand eller lignende, der indeholder kulsyre og sukker, som ødelægger tandemaljen
  • Hold munden tør - det er vigtigt med en god mundhygiejne for at undgå infektioner. Det anbefales at børste tænder med en blød tandbørste efter hvert måltid. Brug tandtråd dagligt, da du på denne måde systematisk fjerner bakterier mellem alle tænderne. Undgå dog at bruge tandtråd, der hvor slimhinderne er ømme og bløder kraftigt. Tandstikker anbefales ikke, fordi de kan være hårde mod det sarte tandkød og slimhinderne i munden
  • Skyl munden ofte med vand eller kold kamillete
  • Undlad at ryge, da rygning forværrer mundproblemerne betydeligt
  • Vær opmærksom på, at alkohol kan virke udtørrende på slimhinderne i mund og hals
  • Forsøg at trække vejret gennem næsen og gennem munden, da det udtørrer slimhinderne mindre
  • Hvis du har protese, så vær opmærksom på, om protesen passer - hvis ikke, så brug den så vidt muligt kun ved spisning. Selvom protesen passer, er det godt, hvis du i perioder af dagen tager den ud og lader gummerne hvile
  • Der findes præparater mod blister i håndkøb. Spørg på apoteket.

Hvornår bør jeg kontakte afdelingen

Kontakt afdelingen hvis du får hvide belægninger i munden eller hvis du grundet gener eller ubehag ikke kan spise eller drikke.

Mere information om mundgener​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
19.11.18
Opdateret
02.01.19
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/nogm