Søg
 

Fodkirurgi

Vi vurderer og behandler smerter i tæer, fod, ankel og hæl. Find viden om undersøgelser, bedøvelse og operation.

Fod/ ankel: Knyststoretå

Inden for ambulant behandling af fod/ankel ses og vurderes smerter i tæer, fod, hæl og ankel. Det kan være smerter som følge af tidligere forstuvninger, fejlbelastninger eller andet.

En hyppig lidelse er knyststoretå (Hallux valgus). Derfor handler teksten neden for om, hvad du kan forvente, når du er henvist til os på grund af knyststoretå. 

De første undersøgelser

Hvis du ikke har fået taget røntgenbilleder via din praktiserende læge, tager vi røntgenbilleder samme dag, som du bliver undersøgt af sygehusets kirurg. 


Der vil blive taget flere forskellige billeder hvor du står på fødderne, for at vurdere hvordan de forskellige knogler står i forhold til hinanden, ved belastning. 


Kirurgen har oftest set røntgenbilledet, når I sammen skal tage stilling til, om du skal opereres. Ud fra røntgenbillederne besluttes det, hvilken type af operation, der vil være den bedste løsning for dig.

Lægens undersøgelse af fødderne

Når lægen undersøger dine fødder, vurderes hvor meget/ hvordan bevægelsen, der er. Hvis du har fejlstilling af din fod og/ eller problemer med blod- og nerveforsyningen vil det blive undersøgt.

Om operation af knyststoretå

Kirurgen vil sammenholde undersøgelsen og røntgenbillederne, når I sammen skal tage stilling til, om du skal opereres eller om man skal forsøge sig med indlæg eller andet fodtøj.

Det der er er afgørende for, om vi råder dig til at blive opereret for knyststoretå er, om det gør ondt, når der er belastning på foden. Tryk fra fodtøj eller kosmetiske hensyn er ikke afgørende for, om vi tilbyder dig at blive opereret.

Bedøvelse ved operation i ankel/ fod

Der findes 3 muligheder for bedøvelse ved operation i fod eller ankel:

  • 1. Fuld narkose
  • 2. Rygmarvsbedøvelse
  • 3. Blokade af den fod der skal opereres, kaldet perifer nerveblokadeanlæggelse.

Ved rygmarvsbedøvelse og perifer nerveblokade er du vågen under operationen. Du trækker selv vejret. Du vil kunne høre hvad der sker under operationen. Der kan forekomme let støj under operationen og derfor kan det være en fordel for dig at høre musik, imens du bliver opereret. 

Operation

Den kirurgiske behandling af knyststoretå (hallux valgus) tilstræber, at normalisere stillingen i leddet og gøre forfoden smertefri. Afhængig af hvad der er problemet, kan følgende operationer være aktuelle: 

  • Chevron osteotomi - Ved Chevron operation fjernes knysten, forfodsknoglen skæres over og forskydes. Knoglen sættes fast med skrue eller krampe.
  • Proksimal osteotomi - Ved proksimal osteotomi skæres af forfodsknoglen over ved roden. Knoglen forskydes og sætte fast med skruer og skinne. Knysten fjernes ved storetåens grundled og der løsnes et ledbånd mellem 1. og 2. tå.

     

  • Lapidus – Leddet mellem mellemfod og forfod gøres stivt. Denne type operation bruges som alternativ til proksimal osteotomi, hvis du har slidgigt og/ eller ustabilitet.

     

  • Akin osteotomi,  er en supplerende operation til de former for operation, der er nævnt oven for. Ved Akin operation fjernes en lille kile fra storetåknoglen. Knoglen fastgøres med skrue. Operationen bruges hvis det er nødvendigt, og udføres samtidig med at du får et af de indgreb, der er nævnt oven for.

     

Efter operation:

Når operationen er vel overstået vil du kunne tage hjem samme dag. Du vil komme i gang med at bevæge dig rundt med en særlig operationssko eller –støvle, som skal bruges i 4-8 uger, alt efter hvilken type operation, du har fået.  

Der vil ofte blive planlagt skift af bandage efter 3-5 dage. Det sker ved din egen læge. Stingene i huden bliver fjernet i vores sygeplejeambulatorium efter 12-14 dage, hvor du også får en tåbandage på. Den skal du gå med i 4 uger efter trådene er fjernet. Tre måneder efter operation, skal du have taget et røntgenbillede hos kirurgen.  

Efter operation i foden er det almindeligt, at foden kan være hævet i 3-6 måneder. 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
20.06.17
Opdateret
20.02.20
Link til denne side:
www.regionsjaelland.dk/nofk
Andre sider under Hånd, fod, skulder og knæ
 

 Kontakt

 
Center for Planlagt Ortopædkirurgi, 7. etage
Næstved Sygehus
Ringstedgade 61
4700 Næstved
Tlf. 56 51 41 82. Telefontid 9.00 - 15.00