Formål
Formålet med undersøgelsen er at kontrollere din diabetes. Vi måler dit gennemsnitlige glukoseniveau i blodet i de seneste 8 -12 uger.
Husk at prøven skal tages og sendes en uge før dit næste besøg i diabetesambulatoriet.
Forberedelse
Du skal bruge det tilsendte eller udleverede prøvesæt, som indeholder en plastbeholder med glasrør, plastbeholder med blåt låg, blanket til prøvetagning, forsendelsesbeholder og en kuvert.
Sådan gør du
Vask og tør hænderne grundigt.
Stik dig i fingeren med din fingerprikker og lav en stor bloddråbe.
Fyld det lille glasrør med blod, glasset holdes opad og fyldes af sig selv.
Anbring det fyldte rør i plastbeholderen med blå prop og luk låget godt.
Ryst straks plastbeholderen kraftigt i 20 sek., indtil blodet er rystet helt ud af glasrøret.
Anbring et nummer med stregkode fra den medfølgende prøvetagningsblanket på plastbeholderen med det blå låg. Skriv dato på prøvetagningsblanketten.
Læg plastbeholderen med stregkoden ned i forsendelsesbeholderen.
Læg beholderen og prøvetagningsblanketten ned i den frankerede svarkuvert.
Forsendelse eller aflevering af prøven
Ved forsendelse skal du undlade at lægge kuverten i en postkasse på meget varme eller kolde dage.
Kuverten kan også afleveres i de Klinisk Biokemiske ambulatorier på regionens sygehuse, sundhedscentre, akut- og sundhedshuse samt bylaboratorier.
Oplysninger om åbningstider, adresser med mere kan du finde på internettet: www.regionsjaelland.dk/sygehuse.
Spørgsmål til prøvetagning eller forsendelse
Hvis du har spørgsmål til prøvetagning eller forsendelse bedes du rette henvendelse til din diabetessygeplejerske.