Søg
 

Diabetes og pleje af fødder

Diabetes øger risikoen for fodsår. Du skal derfor pleje dine fødder omhyggeligt.

​​

Undgå fodsår

Diabetes type 1 og 2 øger risikoen for fodsår. Et fodsår kan være vanskeligt at få til at hele, og det kan i værste fald invaliderende. Du skal derfor holde øje med dine fødder og forebygge fodsår.

Husk!

  •  

    Fjern aldrig selv hård hud

  •  

    Kig på og vask dine fødder hver dag

  •  

    Klip dine tånegle lige over

  •  

    Brug creme med 5-10 % carbamid.

Herunder kan du læse, hvordan du skal pleje dine fødder.


Kig på dine fødder hver dag

Kig på hele foden en gang om dagen. Se både oven på foden, under foden og på siderne af foden. Hvis du har svært ved at se hele foden, kan du bruge et spejl. Det er også en god idé at bruge et forstørrelsesglas.

Hvis du har dårligt syn, kan du bede en pårørende om hjælp.

Du skal være opmærksom på:

  •  

    Rødme

  •  

    Misfarvninger

  •  

    Hævelse

  •  

    Revner eller andre ødelæggelser af huden

  •  

    Ændringer i hudens temperatur

  •  

    Smerter eller ømhed

Hvis du oplever nogen af disse symptomer, skal du kontakte lægen hurtigst muligt.


 

Forebyg fodsår

Det er vigtigt at forebygge fodsår via daglig fodpleje.

Vask dine fødder hver dag
Diabetes giver øget risiko for svampeinfektion, for eksempel neglesvamp. Derfor er det vigtigt, at du vasker dine fødder grundigt hver dag. Sådan skal du gøre:

  •  

    Vask dine fødder i lunkent vand (mærk temperaturen med albuen)

  •  

    Undgå fodbad. Det udtørrer huden

  •  

    Brug mild sæbe uden parfume

  •  

    Brug en blød børste til at rengøre dine negle

  •  

    Tør grundigt mellem tæerne for at undgå svamp.

Brug creme hver dag
Diabetes øger risikoen for tør hud, der kan føre til revner – for eksempel på hælene. For at forebygge revner skal du smøre dine fødder med creme hver dag. Vi anbefaler creme med 5-10 % carbamid.

Klip dine negle lige over
Når du klipper dine negle på tæerne er det vigtigt, at du klipper dem lige over (på tværs) og ikke rundt langs neglen. Kanterne på neglene kan du bagefter gøre bløde, så de ikke hænger fast. Bruge en fil af pap.

Hvis dine negle er fortykkede, skal du søge hjælp hos en sundhedsprofessionel.


Fjern ikke selv hård hud!

Hvis du har hård hud på fødderne, må du ikke selv fjerne det.

Under den hårde hud kan der nemlig gemme sig et fodsår. Det er derfor vigtigt, at du lader en specialist fjerne den hårde hud. Det kan for eksempel være en fodterapeut. Husk at sig, at du har diabetes.

Tilskud til fodterapeut
Når du har diabetes, kan du få tilskud til fodterapeut. Får en henvisning fra din egen læge, så dækker din kommune 50 % af udgiften. Obs! Du skal bruge en terapeut, som kommunen samarbejder med. Find fodterapeuter på www.sundhed.dk.


Flere informationer

Læs mere om pleje af fødder og diabetes:

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
17.10.16
Opdateret
07.10.20
Link til denne side:
 

 Kontakt os

 
Diabetesambulatoriet
Holbæk Sygehus
Birkevænget 14
4300 Holbæk
Tlf. 59 48 45 70
Telefontid: Hverdage kl. 8.00-15.00