Søg
 

Egen læge

Når du finder ud af, at du er gravid, skal du kontakte din egen læge for at få lavet den første graviditetsundersøgelse. Du vil have flere aftaler med egen læge i løbet af graviditeten.

Den første undersøgelse

D​u skal kontakte egen læge, når du finder ud af, at du er gravid. Den første undersøgelse hos lægen foregår i graviditetsuge 6-10.

Hos lægen snakker I om dine forventninger til graviditeten. I begynder at udfylde vandrejournalen, som er den, du skal medbringe til aftaler hos læge, sygehus og jordemoder i din graviditet. Du vil blive vejledt i livsstil, kosttilskud, arbejde og medicin. I vil snakke om, hvor du ønsker at føde, herunder sygehus, fødeklinik eller hjemme. 

Hos lægen skal du også:

  • have målt blodtryk

  • vejes

  • have taget blodprøve

  • aflevere en urinprøve.

Du skal til undersøgelse hos egen læge igen omkring graviditetsuge 26 og 32.​


Sunde vaner

Når du finder ud af, at du er gravid, skal du begynde på folsyre, hvis du ikke allerede tager det. Det er også vigtigt, at du begynder på vitaminer til gravide. Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece "Sunde vaner - før, under og efter graviditeten"​.

Sund kost og motion er også vigtigt under graviditeten. Det er samtidig vigtigt, at du afholder dig fra alkohol og rygning. Se Sundhedsstyrelsens film om rygestop.​

Hvis du ønsker hjemmefødsel

​I Region Sjælland har du også mulighed for at vælge at føde hjemme. Det kan du snakke med din praktiserende læge om.

Når du føder hjemme, reducerer du behovet for smertelindring og indgreb under fødslen.

Kombinationen af hjemmefødsel og fødsel med en jordemoder, du kender inden fødslen, giver samtidig en stor tilfredshed og tryghed for familien gennem graviditet, fødsel og barsel.

Har du spørgsmål til dit fødselsforløb, skal du først kontakte din hjemmefødselsjordemoder. Alternativt kan du kontakte jordemødrene på Fødeafsnittet.

Mere om hjemmefødsel

Du kan læse mere på:

Hjemmefødselsordning Sjælland​​​​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
23.05.17
Opdateret
10.03.21
Link til denne side:
www.​regionsjaelland.dk/hgrl