Adresse
Neonatalafsnit 08-3
(Afsnit for for tidligt fødte) Børne og Ungeafdelingen Holbæk Sygehus Smedelundsgade 60, 1. sal 4300 Holbæk
Ring til os
Tlf. 59 48 42 40
Der er ingen fast telefontid. Spørg gerne personalet, hvornår det er bedst at ringe med spørgsmål om indlagte børn.
Besøgstid
Vi har fri besøgstid.
|
|
Besøg
Der er fri besøgstid, men det er vigtigt at aftale med forældrene, hvornår de ønsker besøg. Gæster skal være fyldt 12 år og være raske, kom ikke på besøg hvis du for eksempel er forkølet. Vores regler og anbefalinger er:
- Vis hensyn til de nyfødte børn
- Gå kun hen til det barn du skal besøge
- Respekter eventuelle anvisninger fra personalet
- Kom højst 2-3 besøgende ad gangen
- Kom kun på korte besøg
Forældre og søskende
Forældre og søskende må opholde sig ubegrænset i afdelingen. Der er altid en seng ved det indlagte barn, hvor en forælder kan overnatte. Der er på barselsgangen også tildelt en stue, som må benyttes, indtil mor er færdigbehandlet. Når baby og mor er klar, tilstræber vi at samle jeres familie på familiestue. Når I har fået tildelt familiestue, kan raske søskende overnatte i afsnittet. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at forholdende i afsnittet ikke er optimale for ophold af flere dages varighed for en storesøster eller -bror..
Hygiejne
De nyfødte børn er meget modtagelige for infektioner. Derfor er god håndhygiejne vigtig. Både forældre og besøgende skal tage armbånd og ure af og vaske og afspritte hænderne, før de rører barnet.
Indlæggelse
Mor og barn kan i de fleste tilfælde indlægges sammen på neonatalafsnittet, medmindre mors tilstand kræver særlig observation. Her kan far/partner/andet nært familiemedlem indlægges sammen med barnet.
Gode råd til at lette jeres hverdag under indlæggelse
- Vores største ønske er, at I føler, at det er jeres barn. Vi oplærer jer stille og roligt til at tage vare på jeres barn, og vi er selvfølgelig klar med gode råd og faglig viden.
- Det er vigtigt at I kommer frem med jeres bekymringer, så vi kan hjælpe jer bedst muligt.
- Vi holder øje med jeres barn og kan se alle alarmer på vores kontor.
- Spørg, spørg, spørg… Ingen spørgsmål er forkerte eller dumme.
- Det er en rigtig god ide at skrive jeres spørgsmål ned undervejs, så I ikke glemmer dem til stuegang.
- Vi med inddrager jer i plejen og behandlingen af jeres barn.
- Barnet bliver tildelt 4 kontaktpersoner. Udskrivelse sker i samarbejde med jer, og ikke før I er trygge og klar.
Mad og drikke
Mødre tilbydes 3 måltider om dagen. Vi kan desværre ikke tilbyde fædre og søskende mad, men der kan købes i kiosken ved hovedindgangen til Holbæk Sygehus.
I afsnittet er der mulighed for at opbevare egne madvarer i forældrekøleskabet, dog undtaget rå æg og råt kød.
Forældre kan lave the og kaffe i forældrekøkkenet, også til gæster.

Døgnrytme
På Neonatalafsnittet tilpasses hverdagen det enkelte barn og dets familie. Måltider og sovetider er derfor som oftest individuelle og planlagt i samarbejde med forældrene.
- Kl. 7.00-7.30: Personalevagtskifte, rapport om børnene og planlægning af dagen
- Kl. 7.30-8.00: Blodprøver
- Kl. 7.45: Daglig pleje og måltider til børnene
- Kl. 8.00: Morgenmad. Servering på gangen ved køkkenet
- Kl. ca. 9.30: Stuegang starter
- Kl. 11.45: Frokost
- Kl. 15-15.30: Personalets rapport til aftenvagterne
- Kl. 17.30: Aftensmad
- Kl. 23-23.30: Personalets rapport til nattevagterne
- Kl. 23.30: Det er en god ide at tage kontakt til nattevagten, så I får aftalt planen for natten.
Hud mod hud
Hud mod hud er en vigtig del af behandlingen hos syge nyfødte og for tidligt fødte børn. Vi tilstræber, hvis barnets tilstand tillader det, at barnet får lov til at ligge hud mod hud inden for de første 6 timer efter fødslen. Hud mod hud stabiliserer barnet og øger tilknytningen. Desuden virker det positivt på mælkeproduktionen, hvis mor ønsker at amme sit barn.
Tidligt hjemme ophold (THO)
Er et tilbud for for tidligt fødte børn, hvor familien kan gå hjem tidligere i forløbet, inden barnet helt har lært at spise sin mad selv. Ordningen tilpasses hver enkelt familie og aftales derfor individuelt.
Udskrivelse - når I skal hjem
Det er vigtigt, at du er tryg, når I skal hjem. Stil spørgsmål, hvis du er i tvivl. Du skal blandt andet have svar på følgende spørgsmål:
Hvilken medicin skal jeg give barnet?
Er der noget, jeg være særligt opmærksom på?
Hvilke aftaler er der om opfølgning?
Inden du skal hjem, skal du snakke med personalet om jeres forløb, medicin og planen for den kommende tid.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os de to første døgn, efter du er kommet hjem, medmindre vi har lavet en anden aftale. Derefter skal du ringe til din egen læge.
Information til pårørende
Som pårørende kan du støtte og hjælpe. Både praktisk i forbindelse med pleje, men også ved at lytte og stille spørgsmål.
I er altid velkommen til at kontakte personalet, hvis I har spørgsmål, eller noget I vil gøre opmærksom på.
Alle indlagte børn og forældre får desuden en kontaktperson.
Blomster
På grund af hygiejne må du ikke medbringe planter med jord. Afskårne blomster er ok.