Forberedelse til undersøgelsen
Bekræft din aftale
Når du har modtaget din indkaldelse, bedes du bekræfte (eller ændre) din tid inden 8 dage fra modtagelse: Ring til os eller send en besked på
MinSundhedsplatform.dk.
Vi opfordrer dig til at bruge MinSundhedsplatform.dk. Du kan læse om MinSundshedsplatform
her.
Før du kommer til undersøgelsen
Du bedes medbringe følgende til samtalen:
- Udfyldt spørgeskema om arbejde og helbred (modtaget sammen med indkaldelsen).
Udfyld i MinSundhedsplatform.dk eller print ud og udfyld. Har du svært ved at huske tidligere arbejdsgivere, kan du finde dine ansættelsesforhold via ATP-registret.
- Relevante helbredsoplysninger/journalkopier, hvis du fx har været til undersøgelse på privathospital eller hos speciallæge. Oplysninger fra offentlige sygehuse, har vi selv adgang til.
- Oplysninger om arbejdsforhold, fx: Beskrivelser af dine arbejdsforhold, arbejds-processer, værktøjer og maskiner
- Overvej dine arbejdsforhold fx hvor tit du udfører tunge løft, har vådt arbejde eller oplever psykiske krænkelser. Noter disse.
- Datablade på de materialer, som du mistænker gør dig syg.
Sammen med indkaldelsen har du også modtaget nogle skemaer, som du skal udfylde. Skemaerne skal du medbringe til undersøgelsen.
I spørgeskemaet er der spørgsmål om dine tidligere og din nuværende ansættelse. Hvis du har svært ved at huske dem, kan du via ATP-registret få en liste over dine tidligere arbejdsgivere.
Har du været undersøgt på et privathospital eller hos privatpraktiserende speciallæge og det har relevans for den sygdom du skal undersøges for, så må du gerne medbringe journalkopier fra disse.
Selve undersøgelsen
Hvordan foregår undersøgelsen?
Undersøgelsen foregår som en samtale med en læge eller en psykolog. Samtalen kan foregå i vores ambulatorium, pr. telefon eller pr. video.
Formålet afhænger af dit behov. Det kan være:
- At udrede, om din sygdom skyldes dit arbejde
- At rådgive dig om dit fremtidige arbejde
- At afklare, om dit arbejdsmiljø kan forbedres
- At anmelde din sygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet
Samtalen varer 1-2 timer. Du er velkommen til at tage en pårørende med.
Efter undersøgelsen
Hvad sker der efter undersøgelsen?
Indholdet af undersøgelsen bliver indskrevet i din sygehusjournal, som du efterfølgende kan se på MinSundhedsplatform.dk og Sundhed.dk. Konklusionen på undersøgelsen bliver sendt til din egen læge, med mindre du ikke ønsker det. Videresendelse til andre kræver dit samtykke.
Det kan forekomme, at vi indkalder dig til et kontrolbesøg i forbindelse med svar på prøver, nye oplysninger i sagen eller lignende.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Brug ikke e-mails til personlige forhold. Brug: MinSundhedsplatform.dk eller ring til os.
Ventetid
Vi gør vores bedste for at indkalde dig så hurtigt som muligt, når vi har modtaget din henvisning.
Er du gravid eller akut syg med noget muligt arbejdsbetinget, fx. kræft, vil du blive tilbudt en tid inden for cirka 1 uge.