Om ambulanceudbud
Fra 1. februar 2024 skal Præhospitalt Center selv køre ambulancerne i Region Sjælland sammen med Falck. Det har et bredt flertal i Regionsrådet besluttet den 6. december 2021, efter ambulancekørslen har været i EU-udbud.
Bliv klogere på, hvem Ambulance Sjælland er
Regionen skal selv køre ambulancerne i delområde Køge og Nykøbing Falster, mens Falck fortsat kører ambulancerne i delområde Holbæk og Slagelse.
Hjemtaget kommer til at betyde øget nærhed og mulighed for udvikling af det præhospitale område til gavn for patienten.
Både Falcks og regionens ambulancer vil indgå i et samlet beredskab, hvor regionens AMK-vagtcentral disponerer ambulancerne på tværs af områderne, så det altid er den bedst placerede ambulance, der bliver sendt til ulykkesstedet eller den akut syge patient.
Aflevering af kontrolberegning og konkurrencekravsbeskrivelse
Den 9. april 2021 var den første store milepæl, hvor Præhospitalt Center afleverede deres bud på, hvordan man vil arbejde med driften, stille krav til køretøjer og baser, arbejde med kvalitet, udvikling og forskning, bæredygtigt miljø og fortsat medarbejderinddragelse. Alt sammen i sidste ende til gavn for borgerne. Udover regionen selv bøde Falck og PreMed ind på opgaven.
Det lokale implementeringsarbejde blev skudt i gang hen over foråret 2021. Derudover startede et stort arbejde med indgåelse af forskellige udbud og kontrakter på biler, bårer, trappestole med mere også. Det arbejde forsætter i 2022. Alt sammen for at skabe de bedst mulige arbejdsbetingelser for de kommende medarbejdere i den regionale ambulancetjeneste.
Udbuddets afgørelse
Efter forhandlingsrunder hen over sommeren og efteråret var det med en spændt venten, at Præhospitalt Center den 6. december 2021 fik meldingen om, at Falck skal køre ambulancerne i delområderne Holbæk og Slagelse, mens Region Sjælland selv skal stå for ambulancedriften i delområderne Køge og Nykøbing Falster.
Straks efter udbuddet og kontrakttildelingen blev afgjort, blev der afholdt dialogmøder mellem Præhospitalt Centers ledelse og Falcks tillidsvalgte i de to hjemtagne delområder. Her blev de tillidsvalgte præsenteret for beskrivelserne af de foreløbige bedste bud på, hvordan Præhospitalt Center ser den samlede organisering og opgaveportefølje fra 1. februar 2024.
Den videre proces
År 2022 har og vil byde på dialog- og informationsmøder med redderne samt modtagelse og prøvekørsel af testambulance. Derudover skal der ske afprøvning af de nye uniformer i drift, udbud af køretøjer, udbud af defibrillatorer og ikke mindst arbejdet med den samlede organisationsudvikling af Præhospitalt Center.
Kontakt
Adresse
Opdateret mandag den 13. feb. 2023