Per Larsen, som er afdelingslæge på Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling på Holbæk Sygehus har fået en pris for at have gjort en forbilledlig indsats, når det gælder uddannelsen af yngre læger i Region Sjælland.
Prisen blev overrakt ved et stort lægemøde mandag aften og her tilfaldt der Per Larsen mange rosende ord fra de mange, der havde indstillet ham til prisen:
- Han er utroligt anerkendende og klar i sin måde at supervisere på, man føler sig tryg og dygtig i hans hænder.
- Per Larsens patientsyn og tilgang er forbilledlig. Han er meget vellidt og har en dejlig ligeværdig tilgang til folk, som var det en fra hans egen familie, han behandlede.
- Per er en læge, der ikke gør det store nummer ud af sig selv. Det er først, når man er så heldig at komme til at operere med ham eller spørge ham om noget, at man opdager hans pædagogiske ekspertise og lune facon.
Sygehusledelsen på Holbæk Sygehus ønsker Per Larsen til lykke med prisen.
- På Holbæk Sygehus sætter vi en ære i at uddanne vore medarbejdere så godt som muligt. Et godt miljø for læring og undervisning er helt afgørende for, at vi kan tiltrække de bedste medarbejdere i alle faggrupper. En uddannelsespris tildelt efter indstilling fra de yngre læger er det bedst mulige bevis vi kan få på at målet er nået, siger vicedirektør På Holbæk Sygehus Knut Borch-Johnsen.
Kontakt til pressen
Vicedirektør Knut Borch-Johnsen
Telefon: 6114 0989