Hjælpen er ikke længere end et telefonopkald væk, hvis livet er blevet så svært og smertefuldt, at det ikke længere føles værd at leve. På Region Sjællands klinikker for selvmordsforebyggelse sidder psykologer og psykiatere klar til at behandle mennesker i alle aldre, der har forsøgt at tage deres eget liv eller går med tanker om selvmord. Som noget nyt er det muligt at henvende sig direkte på telefon uden henvisning fra for eksempel egen læge. Det er også muligt for pårørende til selvmordstruede at henvende sig med deres bekymringer for deres nærmeste.
- Det er vigtigt at få hjælp, hvis man har alvorlige selvmordstanker eller har forsøgt at tage sit eget liv. Mange går alene med deres selvmordstanker. For mange er det første gang, at de sætter ord på disse tanker og eventuelle handlinger. Når mennesker overvejer selvmord, er det ofte fordi de ikke kan se andre udveje i den situation eller krise, de befinder sig i. Vi tager udgangspunkt i, hvad det handler om, og prøver sammen at finde andre løsningsmodeller og muligheder, siger Marlene Kirketerp, der er psykolog og enhedsleder i Klinik for Selvmordsforebyggelse.
- Erfaringen og forskningen viser, at denne form for behandling hjælper. Et typisk behandlingsforløb hos os er på cirka seks til otte terapeutiske samtaler med en psykolog, men i nogle få tilfælde er der behov for anden psykiatrisk behandling efterfølgende. Det er individuelt for den enkelte, hvad der er brug for, fortæller Marlene Kirketerp.
Fakta om tilbuddet
Hvis man har forsøgt at begå selvmord eller har selvmordstanker, kan man kontakte Klinik for Selvmordsforebyggelse direkte.
Voksne fra 18 år kan ringe på telefon 58 55 90 90 mandag til torsdag klokken 9.00 til 12.00 og klokken 13.00 til 15.00. Fredag er der telefontid klokken 9.00 til 12.00 og igen klokken 13.00 til 14.00.
Børn og unge under 18 år eller deres pårørende kan ringe på telefon 47 32 79 99 mandag til fredag kl. 8.30 til 12.00. Her sidder sekretærer klar til at tage imod opkaldet, og snarest herefter vil en af klinikkens rådgivere ringe tilbage.
Man kan også blive henvist til at komme i behandling i en af Region Sjællands klinikker for selvmordsforebyggelse via egen læge, en psykiatrisk speciallæge, en læge på en sygehusafdeling eller Psykiatrisk Akutmodtagelse.
Tilbuddet om selvmordsforebyggelse er til mennesker, der har forsøgt selvmord eller har påtrængende tanker om selvmord, der ikke i forvejen er i psykiatrisk behandling og ikke har et misbrug.
Kontaktoplysninger for pressen
Marlene Kirketerp, psykolog og enhedsleder i Klinik for Selvmordsforebyggelse, tlf. 47 32 83 14/ 23 81 89 04