Søg
 

Nyt tilbud til KOL-patienter i Næstved

Pressemeddelelse: Torsdag d. 06. februar 2014

En ny rådgivningstelefon er åbnet på Næstved Sygehus, hvor både borgere, der har fået konstateret KOL og borgere, der har mistanke om sygdommen, kan ringe og få råd og stille spørgsmål om lungeproblemer.

KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom og er en sygdom, der rammer mange danskere. Omkring 430.000 danskere lever med sygdommen, men kun halvdelen ved, de har den. I Næstved vil man både nå de patienter, der allerede har fået stillet diagnosen KOL og de personer, der har en mistanke om, at de har lungesygdommen. I KOL-kompetencecenter, der har lokaler på Næstved Sygehus, kan man både ringe og få rådgivning om KOL og efter aftale møde op og få undervisning i, hvordan man lærer at tackle sygdommen.

Rådgivningstelefon

Borgere, pårørende og fagpersoner kan nu ringe til KOL-kompetencecenter i Næstved og få råd og vejledning om KOL. Her sidder sygeplejersker med specialviden inden for KOL og stor erfaring i at vurdere og tilse patienter med lungesygdomme.

- Vi har allerede fået en række henvendelser fra både borgere og fagpersoner. Der er kommet mange forskellige spørgsmål. Nogen har for eksempel spurgt om e-cigaretter er farlige, og om man kan udvikle KOL af at ryge på dem. Andre har spurgt ind til KOL-medicin, hjælp til rygestop, åndenød og angst, fortæller Lisbeth Trebbien, der er daglig leder i KOL-kompetencecenter på Næstved Sygehus.

- Alle spørgsmål vedrørende lungeproblemer er meget velkomne hos os. Hvis man er i tvivl, skal man ringe til os. Vi har et stort håb om, at tilbuddet vil få endnu flere borgere med mistanke om KOL til at komme frem og få hjælp til at lære at håndtere sygdommen, siger Lisbeth Trebbien.

Rådgivningstelefonen har åbent alle hverdage kl. 8-15 på tlf. 56 51 48 60

Telefonrådgivningen kan ikke anvendes i akutte situationer. Her skal man tage kontakt til egen læge, vagtlægen, akuttelefonen eller 112.

KOL-patienter skal lære at tackle sygdommen

KOL er en kronisk sygdom, man skal lære at leve med. KOL-kompetencecenteret i Næstved arbejder på initiativer, der skal lære patienterne selv at tackle deres sygdom. Blandt andet vejleder de patienterne om de tilbud, der er på sygehuset og i kommunen, når man har fået konstateret KOL.


Sygeplejerske og KOL-specialist Marianne Neerup viser Kurt Nielsen de sidste nye tilbud inden for KOL.

Kurt Nielsen er en af de KOL-patienter, som flere gange har brugt tilbuddet i KOL-kompetencecenteret i Næstved.

- Det betyder meget, at jeg kan kontakte centeret, når jeg har behov for det. Jeg har fået meget ny viden om KOL, som jeg har kunnet bruge, når jeg er derhjemme. Det giver mig også en stor tryghed, at der altid er nogen, jeg kan spørge, hvis jeg er i tvivl om noget ved min sygdom, siger Kurt Nielsen, der fik konstateret KOL i 2007.

KOL-kompetencecenteret skal til sommer udbredes til flere kommuner og skal på sigt dække hele Region Sjælland.

Kontaktoplysninger for pressen

Lisbeth Trebbien, daglig leder i KOL-kompetencecenter, Næstved Sygehus, tlf. 56 51 48 62/ 24 47 56 10

Oprettet
06.02.14
Opdateret
06.02.14
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52