På Center for Planlagt Ortopædkirurgi på Næstved Sygehus samles nu et stort antal operationer af hofter og knæ, hvor der skal indopereres og repareres kunstige led og proteser i hofter og knæ hos patienter med slid- og leddegigt. Centeret har samlet alle operationer af kunstige hofter og knæ fra Slagelse Sygehus og Næstved Sygehus under samme tag i Næstved, og det er der ifølge ledende overlæge, Peter Bernt, mange fordele ved:
- Ved at samle alle kompetencerne inden for kunstige knæ og hofter samme sted, giver vi patienterne et fuldstændigt sammenhængende forløb, og vi kan samtidig skrue op for antallet af operationer. Lige nu har vi mellem seks og otte operationer om dagen, og patienterne kommer derfor hurtigt til, siger Peter Bernt.
Center for Planlagt Ortopædkirurgi råder både over et ambulatorium, der tager sig af forundersøgelser, behandling, efterbehandling og kontrol, et sengeafsnit med 18 sengepladser og omkring otte operationslejer på operationsgangen.
I ambulatoriet er der over 22.000 årlige besøg, og afdelingen gennemfører over 2.000 ambulante operationer hvert år.
Nyt knæ på rekordtid
63-årige Erik Jørgensen fra Korsør er en af de patienter, der netop har fået indsat et kunstigt knæled i sit højre knæ på Næstved Sygehus.
- Mit knæ begyndte for alvor at brokke sig under et spil golf her i sommer. Brusken var helt slidt ned, så der var ikke andet at gøre end at blive opereret. Det er dog gået lynhurtigt fra det første møde med min læge, til jeg sidder her med et helt nyt knæ i dag. Det er meget imponerende, at jeg næsten lige efter operationen kunne gå rundt og når jeg bevæger det, føles det fuldstændig som mit eget knæ, lyder det fra Erik Jørgensen.

Erik Jørgensen er glad for sit nye knæ, men han glæder sig til at kunne bruge benet helt normalt igen, og allerede nu er han positivt overrasket over, hvordan det føles.
En tryg behandling
Også 68-årige Lise Bastholm fra Næstved har lige fået erstattet sit nedslidte knæ med et nyt i det nye center på Næstved Sygehus. Hun er særligt tilfreds med den omsorg og de mange informationer, som personalet har givet undervejs i forløbet.
- For mig er sådan en operation her noget personligt, og det har været vigtigt for mig at være velinformeret for at føle mig tryg, og det har jeg bestemt været hele vejen. Personalet har i det i hele taget været fantastisk, fortæller Lise Bastholm.

Lise Bastholm træner sit nyopererede knæ for første gang under vejledning af en af afdelingens fysioterapeuter. Genoptræningen starter op allerede dagen efter operationen, hvorefter patienterne gennemløber et planlagt kontrol- og genoptræningsforløb i månederne efter operationen.