Søg
 

Fra Falster til Herat

Pressemeddelelse: Fredag d. 04. april 2014

Nykøbing F. Sygehus donerer fødelejer til Afghanistan, hvor dødeligheden blandt mødre og børn er blandt verdens højeste.

Nykøbing F. Sygehus donerer fødelejer til Afghanistan, hvor dødeligheden blandt mødre og børn er blandt verdens højeste.

Nykøbing F. Sygehus har netop taget fire nye topmoderne fødelejer i brug. De nye fødelejer er godt nyt for de fødende på Nykøbing F. Sygehus og for personalet. Men det er også godt nyt i en helt anden del af verden. De brugte fødelejer sendes nemlig til Afghanistan, hvor de skal være med til at bringe nyt liv til verden i et land, hvor sikre fødsler langt fra er en selvfølge. I Afghanistan dør én ud af 32 kvinder under barsel.

Fødelejerne bliver sendt til Den Danske Afghanistan Komités (DAC) sundhedsprojekt i Herat. Aftalen er kommet i stand via afdelingens overlæge Jørgen Bjarnesen, som har arbejdet i Afghanistan i 2002-2004.

- Fødelejerne har udtjent deres værnepligt efter dansk standard, derfor må de vige pladsen til fordel for nyere fødelejer. Men de er i god stand og fuldt funktionsdygtige, så vi glæder os over at de fremover kommer til at gøre gavn i Afghanistan, fortæller chefjordemoder Karina Jensen.

Andrea Rømer, bestyresesmedlem i DAC er også glad: - Mødre- og børnedødeligheden i Afghanistan hører til de højeste i verden. Gennem de seneste år er antallet af kvinder, der føder under betryggende forhold steget markant i de områder, hvor DAC arbejder. Det har nedsat dødeligheden betragteligt, fortæller Andrea Rømer, som sender en stor tak til Nykøbing F. Sygehus: - Fødelejerne fra Nykøbing F. Sygehus betyder, at vi fremover kan hjælpe endnu flere kvinder til en bedre og mere sikker fødsel.

Pressen inviteres til at være med, når Fødeafdelingen overdrager fødelejerne til DAC. Det sker mandag den 7. april kl. 13.

 
--------------------------------------------------------------------------------

Den Danske Afghanistan Komité (DAC) er en lille NGO i Danmark, men stor i Afghanistan. DAC yder aktiv humanitær hjælp til ofrene for krigshandlingerne i Afghanistan og til landets genopbygning. DAC har fokus på at forbedre det afghanske sundhedssystem og højne befolkningens sundhedstilstand i tre distrikter i Afghanistans Herat-provins.

Læs mere om DAC på www.afghan.dk

Kontaktoplysninger for pressen

Chefjordemoder Karina Jensen, tlf. 56 51 54 18 eller 28 73 77 02, mail kjen@regionsjaelland.dk

Den Danske Afghanistan Komité via tlf. 81 73 67 27

 
Oprettet
04.04.14
Opdateret
04.04.14
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52