Søg
 

Topmoderne psykiatrisygehus indviet

Pressemeddelelse: Mandag d. 24. august 2015

H.K.H. Kronprinsesse Mary klippede i dag den røde snor til Region Sjællands nye psykiatrisygehus i Slagelse. Det mest moderne psykiatrisygehus i Danmark, siger sundhedsminister Sophie Løhde

Et fagligt fyrtårnsprojekt for dansk psykiatri. Sådan karakteriserer Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, det nye psykiatrisygehus i Slagelse, som i dag blev officielt indviet af H.K.H Kronprinsesse Mary.

- Vores nye psykiatrisygehus er et fagligt fyrtårnsprojekt for dansk psykiatri, der kommer til at sætte nye standarder for behandlingen af psykiatriske patienter, siger Jens Stenbæk.

Banebrydende teknologi, nytænkende arkitektur og indretning karakteriserer det nye milliardbyggeri. Psykiatrisygehusets patienter skal bo i huse i ét plan med udsigt til frodige gårdhaver og stillehaver. Masser af lys bliver også et vigtigt led i behandlingen, og der er udviklet et særligt intelligent og naturtro LED-lys. Der er kunst, farver og poesi på væggene, ligesom patienterne får glæde af wellness-vandmiljø med spabobler og en bred vifte af sports- og motionsaktiviteter.

- Indvielsen af psykiatrisygehuset er kronen på værket med den psykiatriplan, som vi i Region Sjælland satte i værk lige efter kommunalreformen. Rammerne for det nye psykiatrisygehus er i verdensklasse. Nu skal vores dygtige medarbejdere i Psykiatrien til at udfylde disse rammer og jeg er ikke i tvivl om, at det nye psykiatrisygehus kommer til at have en meget positiv og helbredende effekt på patienterne, siger Jens Stenbæk.

Sundhedsminister: Topmoderne

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde anser det nye psykiatrisygehus i Region Sjælland for Danmarks mest moderne.

- Jeg er utrolig glad for at være med til at åbne det nye psykiatrisygehus i Slagelse, som bliver det mest moderne psykiatriske sygehus, vi hidtil har haft i Danmark. Sygehuset, der er et af flere nye topmoderne sygehuse, som en Venstre-ledet regering tog initiativ til i 2007, kommer til at gøre en forskel for patienterne og deres pårørende. For det bliver et behandlingssted, hvor der både er rigtig gode faciliteter og dygtigt sundhedspersonale.



Sophie Løhde peger på, at det ikke kun er selve behandlingen, der kan være afgørende for, om mennesker med en psykisk sygdom kommer helskindet gennem deres sygdomsforløb.

- De fysiske rammer spiller også en rolle, og derfor er det glædeligt, at vi nu tager et skridt ind i fremtiden og får et psykiatrisygehus, hvor byggeriet og det mange faciliteter understøtter behandlingen.

Godt 200 inviterede gæster var med til indvielsen af det nye psykiatrisygehus.

Offentligheden får også adgang til det nye psykiatrisygehus, Fælledvej 6, 4200 Slagelse, under et åbent hus-arrangement søndag den 30. august kl 10-13.

 

FAKTA

Hver femte dansker får i løbet af livet en psykisk sygdom, og hver anden danske familie kommer på et tidspunkt i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Fire ud af fem patienter behandles ambulant og det er kun hver femte psykiatriske patient som indlægges. Psykiatrisygehusets 194 sengepladser vil blive fordelt på 114 almenpsykiatriske pladser, 50 retspsykiatriske pladser samt 30 pladser til Sikringsafdelingen, som i dag er placeret i Nykøbing Sjælland. Sygehuset har akutmodtagelse, ambulante behandlingsfunktioner, faciliteter til forskning og bliver arbejdsplads for cirka 650 ansatte.

Foto: Bo Nymann

FOTO

Foto er til fri redaktionel brug med kreditering af fotograf Bo Nymann/Region Sjælland:

H.K. H. Kronprinsessen udenfor Psykiatrisygehuset.jpg

H.K.H. Kronprinsessen klipper den røde snor.jpg

Regionsrådsformand Jens Stenbæk holder tale.jpg

H.K.H Kronprinsessen, Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og regionsrådsformand Jens Stenbæk.jpg


Kontaktoplysninger for pressen:

Pressevagten i Region Sjælland, 57 87 50 52

 

 
Oprettet
27.08.15
Opdateret
27.08.15
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52