Søg
 

Team Tvilling vinder Sundhedsprisen 2017

Pressemeddelelse: Mandag d. 15. maj 2017

En ugentlig løbetur giver ikke blot handiatleter frisk luft og motion, men også bedre søvn, bedre sprog og mindre forbrug af medicin. Derfor blev Team Tvilling, Lolland kåret til vinder af Sundhedsprisen 2017.

​​Team Tvilling, Lolland, der består af otte handiatleter og en lang række frivillige, løb med førstepræmien, da Region Sjælland for tiende år i træk uddelte Sundhedsprisen.​ Foto: Rode Images / Joachim Rode.​

​Det kræver et dedikeret og engageret team at løbe i alt 40.000 kilometer plus det løse. Det kræver endnu mere, hvis en del af teamet har et handicap. Men det er lige præcis tilfældet for Team Tvilling, Lolland, og derfor er foreningen vinder af Sundhedsprisen 2017.

- Dommerkomiteen er fulde af beundring over, hvad vinderen af Sundhedsprisen har fået sat i værk, og hvilken helt enorm glæde og mulighed for samarbejde initiativet medvirker til, siger regionsrådsmedlem Kirsten Devantier.

Foreningen består af ni handiatleter og 21 frivillige, som hver søndag mødes i Maribo til løb. Her får de handicappede mulighed for at være sammen med andre på en helt ny måde. Resultater kan skabes sammen, og der skabes nye venskaber på tværs.

Nystartet med fuld opbakning

Selv om foreningen kun har eksisteret i tre måneder, nyder den utrolig stor opbakning. Udover de eksisterende medlemmer og findes der lige nu borgere, som er på venteliste til en Team Tvilling-vogn.

- Billederne af glade atleter taler deres eget tydelige sprog, og da vi besøgte dem her i maj fik dommerkomiteen også mulighed for at se dem løbe sammen – den oplevelse og den glæde, vi var vidne til, vil vi sent glemme, siger regionsrådsmedlem Nicolai Nicolaisen.

For handiatleterne betyder den friske luft og motion også fysiske forbedringer i form af færre spasmer, bedre søvn, mindre medicin, et bedre sprog – i det hele taget en bedre udvikling.

- De 30.000 kroner, der følger med førstepræmien, vil vi gerne bruge på nye vogne, så flere borgere kan få glæde af tilbuddet, siger Natasja Lund, teamleder og tovholder hos Team Tvilling, Lolland.

23 projekter i spil

Der plejer at være hård konkurrence om Sundhedsprisen, og 2017 har ikke været nogen undtagelse. Hele 23 projekter været i spil, hvor Team Tvilling var blandt de tre finalister. 

- Det er egentlig pudsigt, at vi hvert år bliver overraskede over de mange gode kandidater. Men det er og bliver fantastisk bekræftende, at projekter og initiativer springer ud i fuld flor i vores dejlige region, siger regionsrådsmedlem Ellen Thomsen. 

Øvrige vindere - Triatlon og KROLF 

 

KarrebæksmindeTriatlon_446pxl.jpg
Andenpladsen på 15.000 kroner går til Karrebæksminde Triatlon. Stævnet har eksisteret siden 2015 og til juni vil det endnu en gang tiltrække 3000 sportsfolk i alderen 18-69 år. Derudover er der udviklet et publikumsløb, som giver interesserede publikummer lov til at prøve kræfter med en kort løbestrækning og mærke suset og opbakningen fra tilskuerne, når man nærmer sig målstregen. 

KROLF og SBGI_446pxl.jpg
På tredjepladsen ligger Slaglille-Bjernede Gymnastik og Idrætsforening, som har formået at sætte KROLF, en mellemting mellem golf og kroket, på landkortet for alle aldre og for en række handicappede beboere i et nærliggende bofællesskab. De tager 5.000 kroner med tilbage til foreningen. 

Medarbejdernes Sundhedspris

Derudover uddeler Region Sjælland også Medarbejdernes Sundhedspris til initiativer, der fremmer sundheden blandt regionens egne ansatte.

Førstepladsen går til SL15, Sikringsafdelingen, i Slagelse, som besluttede sig for at ansætte en fysioterapeut til gavn for svært psykisk lidende mennesker, der er meget garderet i kontakten til andre mennesker. Det førte til at også medarbejderne nu deltager i ti minutters gymnastik og bevægelse for alle.

Andenpladsen går til Akutafdelingen på Slagelse Sygehus, der har indført, at medarbejderne mødes en gang om måneden og går en tur eller dyrker yoga sammen. Derudover er der tilbud om, at medarbejderudviklingssamtaler bliver holdt under en gåtur.

På tredjepladsen ligger Distriktspsykiatri for ældre i Roskilde for at have skabt et sundt arbejdsmiljø, der formår at inddrage patienter samt skabe sammenhængende patientforløb, og som hver morgen starter med et kvarters træning på trapperne.

 

Kontaktoplysninger for pressen:

Kirsten Devantier, regionsrådsmedlem i Region Sjælland: 40 62 75 04

Ellen Thomsen, regionsrådsmedlem i Region Sjælland: 51 64 49 34

Nicolai Nicolaisen, regionsrådsmedlem i Region Sjælland: 60 64 51 13

Natasja Lund, teamleder og tovholder hos Team Tvilling, Lolland: 21 27 12 92

Billeder og dokumenter:
Foto: Rode Images / Joachim Rode​
Oprettet
15.05.17
Opdateret
21.02.18
 

 Kontakt ‭[2]‬

 
 

 Kontakt ‭[1]‬

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52