Det skal være slut med at køre rundt og lede efter en ledig parkeringsplads, når man skal til behandling på Region Sjællands sygehuse i Roskilde, Køge, Holbæk, Slagelse, Næstved, Ringsted eller Nykøbing F.
Det ligger fast, efter at Regionsrådet netop har vedtaget at bevillige 500.000 kroner til en ny parkeringsstrategi.
Regionsrådets formand, Jens Stenbæk, fortæller, at strategien vil have særligt fokus på parkeringsforholdene for handicappede samt ambulante patienter. Sidstnævnte gruppe er patienter, som ikke er indlagt på en sengeafdeling, men som for eksempel skal til undersøgelse eller behandling på et sygehusambulatorium.
- Vi ved, at det kan være en udfordring at finde ledige parkeringspladser ved vores sygehuse, og det er en uhensigtsmæssig stressfaktor, når patienter skal til undersøgelse eller behandling. Derfor gennemfører vi nu en grundig vurdering af parkeringsforholdene på alle vore sygehuse, som skal munde ud i fælles parkeringsstrategi for sygehusene. Den fælles strategi vil så efterfølgende bliver fulgt op med en konkret og særskilt plan for hvert enkelt sygehus, siger Jens Stenbæk.
På Roskilde Sygehus har der allerede været gennemført et pilotprojekt, som nu vil blive udrullet på regionens øvrige sygehuse.
- I udgangspunktet ser det ud til, at vi har p-pladser nok i Roskilde. Det er bare svært at finde pladserne, så det skal vi have fundet en løsning på, siger Jens Stenbæk.
Roskilde Sygehus har i øvrigt netop etableret 28 nye parkeringspladser. Pladserne er blevet en realitet, efter at man i dialog med den lokale sportsklub har indgået aftale om at lukke en aldrende tennisbane.
En ny parkeringsstrategi for alle regionens sygehuse ventes forelagt til politiske behandling næste år.
Kontaktoplysninger for pressen:
Jens Stenbæk, formand for Regionsrådet, 20 37 11 98