Søg
 

Stort fremmøde ved borgermøde om udvidelse af grusgrav i Vindinge

Pressemeddelelse: Fredag d. 25. maj 2018

Region Sjælland havde inviteret til borgermøde om den kommende råstofindvinding i Vindinge. Knap 200 borgere var mødt op til debat.

Grusgraven ved Vindinge skal udvides. Derfor havde Region Sjælland inviteret til borgermøde torsdag aften i Vindinge hallen. Godt 200 havde taget plads og spørgelysten var stor:

-    Det er egentlig meget tidligt i processen, at vi afholder et borgermøde. Men vi i Region Sjælland ved godt, at det her vækker mange følelser, og derfor tror vi på, at dialog er den rette vej. Så det glædede mig, at så mange borgere mødte op og deltog i debatten, siger Peter Jacobsen, udvalgsformanden for infrastruktur, trafik og miljø i Region Sjælland.

Mange bekymrede borgere

Der var stor spørgelyst blandt de fremmødte borgere, som stillede flere spørgsmål omkring udvidelsen af den eksisterende grusgrav, og hvorfor råstofindvindingen ikke kun varede i de ti år som tilladelsen gav lov til. Flere borgere kritiserede også Nymølle, der står bag udvindingerne:

-    Jeg kan godt forstå, at det ikke giver mening for borgerne. Region Sjælland giver en ti års tilladelse, og netop som den periode er ved at være slut, så bliver den forlænget. Men loven giver kun mulighed for ti års tilladelser, og samtidig så er vi også forpligtet til at finde råstoffer. Derfor kan vi ikke bare stoppe med at grave, hvis der stadig er gode råstoffer i undergrunden. Samtidig må vi som også gøre en indsats for, at dem der får tilladelserne opfører sig ordentligt, siger Peter Jacobsen.

Større borgerinddragelse

Næste del i processen om at udvide råstofudvindingen i Vindinge er en VVM-undersøgelse, hvor der blandt andet skal undersøges den miljømæssige påvirkning, og det gælder også påvirkningen af borgerne i nærheden af udgravningen:

-    Vi kan ikke komme uden om at skulle finde og udvinde råstoffer, det er vi nødt til som samfund. Men samtidig skal vi også tage størst mulig hensyn til de borgere, som bliver berørt af den råstofudvinding, som vi alle nyder godt af. Den kommende VVM-undersøgelse kommer til at have den størst mulige borgerindragelse med flere høringsrunde, så vi i dialog mellem Region Sjælland, Roskilde Kommune og borgerne, kan udvinde råstoffer på den bedst mulige måde for alle, siger Peter Jacobsen.

National råstofplan

Efterspørgslen på råstoffer vil kun stige i fremtiden, og samtidig bliver der færre og færre steder, hvor der er mulighed for at skaffe råstofferne. Derfor presser Region Sjælland stadig på for at få en national råstofplan:

-    Vi har forsøgt hos flere skiftende miljøministre, og vi bliver ved. Vi er nødt til som samfund at se råstofudvinding som en national opgave. Alle regioner skal bidrage ligeligt til at sikre råstoffer nok. På den måde sikrer vi også, at det ikke altid er de samme områder og borgere, som må stå for skud, siger Peter Jacobsen.

VVM-undersøgelsen sættes igang efter sommerferie, startende med en idéfase med otte ugers offentlig høring.


Kontaktoplysninger for pressen:

Peter Jacobsen, udvalgsformand for infrastruktur, trafik og miljø i Region Sjælland, 20 37 01 05

Pressestaben i Region Sjælland – 57 87 50 52

Oprettet
24.05.18
Opdateret
25.05.18
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52