En ny forhåndsaftale for serviceassistenter i Region Sjælland er nu endelig faldet på plads. En forhåndsaftale betyder, at alle parter nu er enige om, hvad en serviceassistent skal have i tillæg og løn set ud fra deres kvalifikationer og funktioner.
Forhandlingerne har varet godt et år mellem Region Sjælland og fagforbundene FOA og 3F, fortæller Social- og Servicedirektør i Region Sjælland, Michael Nørgaard:
- Det har været en lang proces, men som har været nødvendig for at lave den rigtige aftale for alle parter. Forhandlinger har været svære til tider, men altid konstruktive, og derfor er det også en god og gennemarbejdet aftale, som alle parter kan støtte op om.
Hos Fagforbundet 3F, der er Faglig sekretær i Holbæk/Odsherred, Klaus Rokkedal også glad for resultatet:
- Der er jo altid steder, hvor man gerne ville noget anderledes, men det er jo en del af det af indgå en aftale, vi skal finde hinanden. Det har vi gjort med denne aftale, og vi er glade for at vi nu kan melde det ud til vores medlemmer, som længe har efterspurgt en aftale, så da kunne få en afklaring på deres situation, og få forhandlet deres løn på plads.
En sten ryddet af vejen
Fagforbundet FOA hilser også den nye aftale velkommen, og håber at forhåndsaftalen nu kan leve op til den virkelighed som venter i fremtiden, forklarer Sonja Lund, Regionskonsulent i FOA:
- Det kan være svært at diskutere funktioner, som vi ikke med sikkerhed ved, hvordan bliver i fremtiden. Men når det er sagt, så har det været en god og lang proces, og som er endt med en gennemarbejdet forhåndsaftale til gavn for alle parter.
Med forhåndsaftalen for serviceassistenterne så kan der igen ses frem til næste projekt:
- En stor sten er nu ryddet af vejen, og nu skal vi have færdiggjort evalueringen af de pilotprojekter med serviceassistenter, som er i gang nu. De skal evalueres, så man kan træffe beslutning om, hvordan man kommer videre derfra, slutter Social- og Servicedirektør, Michael Nørgaard.
Kontaktinformation til pressen:
Klaus Rokkedal, Faglig sekretær i 3F, 28 10 13 27
Sonja Lund, Regionskonsulent i FOA, 22 32 50 17
Pressevagten, Region Sjælland, 57 87 50 52