- Der er behov for en åben klinik, da mange ikke har lyst til at gå til deres egen læge for at blive undersøgt og behandlet for en kønssygdom. Mød op og stop smitten, opfordrer ledende overlæge Gregor Jemec.
Den nye klinik er for alle, der bor i Region Sjælland. Der er ingen tidsbestilling. Man skal bare komme i klinikkens åbningstid tirsdag kl. 15-17 i Dermatologisk Afdeling, Opgang 5, på Roskilde Sygehus.
Hurtige svar
Den nye klinik giver hurtige svar på prøver og hiv-test. Der vil som regel være svar på alle undersøgelser en uge efter, at prøverne er taget.
- Perioden fra du har haft ubeskyttet sex, til en test kan vise, om du er smittet med en kønssygdom, er forskellig. Der gælder følgende: Klamydia cirka tre uger, gonoré en uge, hiv en måned og syfilis op til tre måneder. Ved symptomer på syfilis skal man dog henvende sig før, understreger Gregor Jemec.
Alle kan fortsat gå til egen læge ved mistanke om smitte med en kønssygdom.
Kontaktoplysninger for pressen:
Professor, ledende overlæge Gregor Jemec, Dermatologisk Afdeling, Roskilde Sygehus, telefon 47 32 26 01