Det er en vigtig milepæl i Region Sjællands sygehusplan, for det betyder, at alle akutte medicinske og kirurgiske patienter i den sydlige del af regionen fremover indlægges på et akutsygehus.
Allerede i februar flyttede hjerteafdelingen fra Næstved til Slagelse. I denne uge afsluttes flytningen, når afsnittet for hormonsygdomme og den medicinske modtagelse også flytter til Slagelse. De sidste patienter og ansatte flytter onsdag 6. april.
Flytningen betyder, at alle akutte medicinske patienter, som tidligere blev indlagt på Næstved Sygehus, fremover bliver indlagt på Slagelse Sygehus eller Nykøbing F. Sygehus. Det er patienter fra Vordingborg Kommune, der skal til Nykøbing.
Akutafdeling i fuld brug
På Slagelse Sygehus bliver Akutafdelingen – der åbnede i 2013 – nu taget fuldt i brug. Akutafdelingen vokser fra 37 til 56 sengepladser.
- I Akutafdelingen samler vi alle kræfter om at tage godt imod de akutte patienter, så vi hurtigt kan finde ud af, hvad patienten fejler og sætte den rigtige behandling i gang. Vi har speciallæger i front døgnet rundt og hurtig adgang til at få svar på blodprøver, røntgenbilleder og scanninger, siger konstitueret sygehusdirektør Vagn Bach for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Samlet og styrket
En stor del af patienterne bliver færdigbehandlet på Akutafdelingen. Patienterne kan også overflyttes til en medicinsk eller kirurgisk specialafdeling. Slagelse Sygehus har fem store medicinske afdelinger, herunder en stor hjerteafdeling med 48 senge.
- Vi har styrket både Akutafdelingen og de medicinske specialafdelinger ved at samle personalet i Slagelse, siger Vagn Bach.
Slagelse Sygehus søger i øjeblikket flere sygeplejersker, da der – som det altid ses ved flytninger – er medarbejdere, der ikke har ønsket at flytte med. Det betyder, at Akutafdelingen i første omgang udvides til 49 senge fremfor til de planlagte 56, indtil bemandingen bliver normal igen.
Lungemedicin og ambulatorier i Næstved
På Næstved Sygehus vil der fortsat være et specialiseret lungemedicinsk afsnit med 20 senge, ligesom Næstved-borgerne kan komme til undersøgelse, kontrol og behandling på de medicinske ambulatorier.
FAKTA
Sygehusplanen
Regionsrådet besluttede i forbindelse med budget 2016 at fremrykke sygehusplanen, så de akutte medicinske patienter nu samles på de fire akutsygehuse i Slagelse, Køge, Holbæk og Nykøbing F. Det er en del af udviklingen af det danske sundhedsvæsen, så patienterne får en bedre og mere specialiseret behandling. Flytningen af de akutte medicinske patienter fra Roskilde Sygehus til Holbæk Sygehus sker 1. maj.
Næstved Sygehus i 2016
Næstved Sygehus rummer blandt andet et stort center for udskiftning af knæ og hofter, kræftafdelingen med kemoterapi og stråleterapi, afdelingen for urinvejssygdomme, øjenafdelingen samt gynækologi, fødsler og børneafdeling. Der er fortsat et specialiseret lungemedicinsk afsnit og medicinske ambulatorier. Center for neuro-rehabilitering, et smertecenter, en garantiklinik, sammedagskirurgi, blodprøver, røntgen og scanning samt det regionale transfusionscenter til fremstilling af blodprodukter og stamcellelaboratorium. Der er en døgnåben skadestue med specialuddannede sygeplejersker og samt læge i tidsrummet kl. 12-22.
Billedtekst: Akutafdelingen på Slagelse Sygehus bliver nu taget fuldt i brug.
Kontaktoplysninger for pressen:
Kst. sygehusdirektør Vagn Bach, 30 70 88 24
Pressevagten, Region Sjælland, 57 87 50 52