Søg
 

Region Sjælland vil forstærke positiv uddannelsestrend

Pressemeddelelse: Mandag d. 03. august 2015

Den rekordstore søgning på de videregående uddannelser i Region Sjælland skal have endnu mere fart i de kommende år, hvis virksomhederne skal kunne skaffe den nødvendige arbejdskraft.

​Fremtidens vækst og beskæftigelse i Region Sjælland afhænger af, at virksomheder på Sjælland, Lolland, og Falster har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det en rigtig god nyhed, at der også i år er solid fremgang i søgningen til de videregående uddannelser. Karakterkravet er kravlet op på flere uddannelser i Region Sjælland, og knap 6.000 unge forventes at starte op på en videregående uddannelse til september.

Men vi er langtfra i mål og skal holde fokus på, at virksomhederne har store udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Sådan lyder det fra Ole Marqweis, formand for Kompetenceudviklings- og forskningsudvalget i Region Sjælland.

- Fremgangen i optaget på de videregående uddannelser i vores region viser, at vi har stærke uddannelsessteder og motiverede unge. Den positive udvikling med et stigende optag har bidt sig fast og det er vigtigt, at vi får gjort op med billedet af Region Sjælland som den uddannelsesløse region. Når det er sagt, ved vi også, at vores virksomheder er udfordret med at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Fremtidens vækst afhænger af, at vores unge får netop de kompetencer, som virksomhederne kommer til at efterspørge de kommende år, siger Ole Marqweis.

20 procent flere i 2020

Uddannelser står som et centralt indsatsområde i Region Sjællands Vækst- og Udviklingsstrategi 2015-2018. Regionsrådet i Region Sjælland har sat et mål om, at andelen af medarbejdere med en videregående uddannelse i virksomheder i regionen i 2020 skal være steget med 20 procent.

Blandt andet har Regionsrådet afsat to millioner kroner til et samarbejde mellem produktionsvirksomheder og de videregående uddannelsesinstitutioner i regionen. I projektet deltager blandt andet de to store regionale virksomheder Novo Nordisk og Statoil.

- De virksomheder som efterspørger arbejdskraft med teknisk- og naturvidenskabelige videregående uddannelser har særlige udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Derfor er der også behov for en endnu stærkere dialog mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner, siger Ole Marqweis.

Han glæder sig over, at også de naturvidenskabelig fag har fremgang i optaget. Ikke mindst de erhvervsrettede akademiuddannelser oplever en stærk stigende interesse fra de kommende studerende.

- Jeg er rigtig glad for, at så mange unge mennesker har valgt en uddannelse, som virksomhederne efterspørger. Men der er behov for endnu flere kandidater til fremtidens arbejdsmarked i Region Sjælland, som blandt andet også byder på en lang række store infrastrukturprojekter som eksempelvis Femern-forbindelse og Storstrømsbro.

Samarbejde om fjernundervisning

Region Sjælland arbejder også på at skabe et bedre udbud af kompetencegivende uddannelser, som er tættere på de unge. Regionen har indledt et samarbejde med professionshøjskolen University College Sjælland og tre nordvestsjællandske kommuner.

Samarbejdet handler om de såkaldte ”Study Labs”, hvor der lige nu er forsøg i gang tre steder i Region Sjælland. Det vil inden for en nær fremtid betyde, at de unge der ikke bor omkring de store byer, bliver tilbudt flere uddannelser, blandt andet ved hjælp af fjernundervisning. Det skal skabe større tilgængelighed til uddannelse og gøre uddannelse til et oplagt valg.


 

Kontaktoplysninger for pressen:

Overlæge Anne Lis Mikkelsen, Holbæk Sygehus, 59 48 42 75

Vicedirektør Knut Borch-Johnsen, Holbæk Sygehus, 61 14 09 89

Oprettet
03.08.15
Opdateret
03.08.15
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52