Forretningsudvalget i Region Sjælland har i dag besluttet at igangsætte en proces, som skal sikre balance i budgettet for driften af den kollektive trafik. Budgettet hører under Regional Udvikling i Region Sjælland, og der mangler umiddelbart 30 millioner kroner for at genoprette balancen.
Region Sjællands udvalg for Klima, Miljø, Trafik og Infrastruktur vil nu gå i dialog med de kommuner, som kan blive berørt af eventuelle omlægninger af den kollektive trafik i Region Sjælland fra 2017. I processen vil der ligeledes være dialog med regeringen om mulige løsninger på den økonomiske udfordring omkring driften af den kollektive trafik i Region Sjælland. I drøftelserne med kommuner og regering vil også situationen omkring driften af Tølløsebanen indgå.
Region Sjælland skal senest 1. maj afgive sin trafikbestilling til Movia for den kollektive trafik i 2017.
Processen, som i dag er igangsat af Forretningsudvalget i Region Sjælland, afsluttes med endelig stillingtagen på Regionsrådsmøde den 28. april efter behandling i Forretningsudvalget den 18. april.
Kontaktoplysninger for pressen:
Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, 20 37 11 98
Peter Jacobsen, formand for Region Sjællands udvalg for Klima, Miljø, Trafik og Infrastruktur, 20 37 01 05