Søg
 

Region Sjælland uddanner akutlæger i Sverige

Pressemeddelelse: Tirsdag d. 31. maj 2016

Der findes i Danmark endnu ikke noget speciale i akutmedicin. Derfor har Region Sjælland vendt blikket mod Sverige for at sikre, at regionen fremover vil kunne få de bedst kvalificerede læger til regionens fire akutsygehuse.

Jens Stenbæk og Anna-Lena Högerud underskriver aftalen mellem Region Skåne og Region Sjælland. Foto: Per Wilkens

En aftale indgået i dag mellem Region Sjælland og Region Skåne betyder, at danske læger kan tage speciallægeuddannelse i akutmedicin på skånske akutafdelinger. Aftalen indebærer, at 20 danske læger bliver uddannet akutlæger i Sverige i de kommende år. Efter fem års uddannelse får de en svensk speciallægeanerkendelse i akut medicin og er garanteret ansættelse i Region Sjælland.

På den anden side af Øresund mangler man uddannelsespladser i anæstesi, og derfor vil svenske akutlæger under uddannelse fremover få seks måneders uddannelse på intensivafsnit og anæstesiafdelinger i Region Sjælland.

Enestående mulighed

Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, kalder aftalen en enestående mulighed for Region Sjælland.

- Danmark halter bagefter Sverige, når det handler om akutmedicin. Sverige har fået et speciale i akutmedicin, og det har vi fortsat ikke i Danmark. Med aftalen vil vi i Region Sjælland fremover kunne bemande vores akutsygehuse med højt kvalificerede akutlæger til glæde for patienterne, siger Jens Stenbæk.

Region Sjælland har gennem en årrække presset på hos Sundhedsstyrelsen for at få oprettet akutlægeuddannelsen som et selvstændigt speciale.

- Jeg håber, at vores aftale med Region Skåne kan være med til at skubbe på forståelsen og nødvendigheden af et speciale i akutmedicin i Danmark, siger Jens Stenbæk.

Forløb er sat i gang

De første uddannelsesforløb er allerede sat i gang. I april begyndte en læge fra akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge, et forløb på akutafdelingen, Skånes Universitetssygehus i Malmø, mens en læge fra Region Skåne påbegyndte et halvt års ophold på Anæstesiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge. 1. maj begyndte en læge fra akutafdelingen på Holbæk Sygehus et forløb på Skånes Universitetshospital, Lund.

- Det er meget glædeligt, at vi har indgået denne samarbejdsaftale mellem os. Vi kan med dette unikke samarbejde understøtte vores uddannelsesforløb for akutlæger, siger Anna-Lena Högerud, (S), formand for Sygehusudvalget i Region Skåne.

Samarbejdsaftalen løber indtil videre frem til 2024, og der er planer om gennemførelse af 20 uddannelsesforløb for danske læger og 54 uddannelsesophold for svenske læger.

- Med aftalen giver vi danske læger muligheden for at få en uddannelse, som de ellers ikke ville kunne få i Danmark. Samtidig giver vi Region Sjælland et forspring inden for akutmedicin, siger Jens Stenbæk. 

Download foto


 

Kontaktinformation for pressen:

Regionsrådsformand Jens Stenbæk, 20 37 11 98

Oprettet
31.05.16
Opdateret
31.05.16
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52