Søg
 

Region Sjælland overtager formandspost i Greater Copenhagen

Pressemeddelelse: Fredag d. 22. december 2017

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland fra årsskiftet, er valgt som ny formand for metropolregionen Greater Copenhagen.

Foto af Heino Knudsen. Foto: Gert Ellegaard

Flere investorer, turister, virksomheder og talenter. Det er visionen bag det erhvervspolitiske partnerskab Greater Copenhagen, som er indgået mellem Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Skåne og de 79 kommuner i de tre regionale geografier.

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland fra årsskiftet, er netop valgt som ny formand for Greater Copenhagen.

- Jeg tror på, at vi med Greater Copenhagen har gang i noget meget vigtigt, hvor vi står sammen om at fremme væksten i området. Den internationale konkurrence er intens, og der er brug for en fælles indsats, som øger væksten og skaber arbejdspladser i Østdanmark og Sydsverige. Vi skal trække i samme retning og bruge midlerne til erhvervsfremme bedst muligt, siger Heino Knudsen.

Udenlandske virksomheder og investorer skal rette blikket mod Greater Copenhagen og metropolens cirka fire millioner mennesker. Det erhvervspolitiske partnerskab i Østdanmark og Sverige vil således gøre Greater Copenhagen internationalt kendt for høj livskvalitet, højtuddannede borgere og profilere styrkepositioner omkring grønne løsninger og life science-industri med stærke virksomheder inden for lægemidler, biotek og medico.

Femern er gamechanger

Som ny formand for Greater Copenhagen vil Heino Knudsen med udgangspunkt i sjællandske prioriteringer i det kommende år blandt andet sætte fokus på digital infrastruktur, Femernforbindelse og turisme.

- Femernforbindelsen, hvor byggeriet forventeligt går i gang i 2020 – ja måske allerede i 2019, er en kæmpe gamechanger for hele Greater Copenhagen, ligesom Storebæltsbroen og Øresundsbroen har været det. Når tunnelen under Femern Bælt står færdig anslås det, at togtrafikken til Hamborg vil seksdobles. Det vil tage 2½ time at køre i tog fra København til Hamborg. På den måde bliver også hovedstaden og resten af Østdanmark forbundet til det europæiske kontinent. Der er ingen tvivl om, at det vil få stor betydning for væksten i Greater Copenhagen og det øvrige Danmark, siger Heino Knudsen.

Life science og trafik

Generelt vil Greater Copenhagen i 2018 også fokusere på kollektiv trafik og life science.

Foruden Heino Knudsen som ny formand blev der valgt to nye næstformænd til Greater Copenhagen for 2018. De to næstformandsposter besættes af Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune samt Henrik Fritzon, regionsrådsformand i Region Skåne. Greater Copenhagen blev etableret i 2015 som et erhvervspolitisk partnerskab mellem Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Skåne og de 79 kommuner i de tre regionale geografier. 

Foto af Heino Knudsen til download
Heino Knudsen.jpg

Foto: Gert Ellegaard


Kontaktoplysninger for pressen:

Heino Knudsen, formand for Greater Copenhagen og regionsrådsformand i Region Sjælland pr. 1. januar 2018, 51 14 54 96​


 

 

Oprettet
22.12.17
Opdateret
22.12.17