Nu er Region Sjælland klar med en ansøgning til Sundhedsstyrelsen om at fortsætte med endnu flere specialiserede funktioner til regionens sygehuse og psykiatri.
Baggrunden er, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at udforme en ny national specialeplan, som skal træde kraft i januar 2017. Alle regioner skal derfor nu indsende en ansøgning om alle de specialiserede funktioner, som ønskes varetaget på regionens sygehuse – både funktioner som varetages aktuelt og nye funktioner.
Region Sjælland ansøger om at varetage 319 specialiserede og 90 højt specialisere funktioner mod aktuelt 336 og 12.
- Vi har med succes opbygget et mere og mere specialiseret sygehusvæsen i Region Sjælland, og den succes er vi klar til at bygge videre på. Derfor ansøger vi om en væsentlig udbygning af den højt specialiserede behandling på vores sygehuse, siger Christian Wedell-Neergaard, formand for sygehusudvalget.
- Flere patienter vil få mulighed for at få specialiseret behandling for deres sygdom på regionens sygehuse, fremfor at skulle rejse ud af regionen, og vil dermed opleve en bedre sammenhæng i behandlingsforløbet.
Samtidig kommer det mange andre patienter til gode, fordi lægerne bliver dygtigere. Sygehusene får stærkere faglige miljøer og kan tiltrække speciallæger med høj ekspertise.
Eksempler på ansøgninger
Region Sjælland ansøger Sundhedsstyrelsen om en højere grad af specialisering inden for langt de fleste specialer, for eksempel:
Ortopædkirurgi – bl.a. indsættelse af kunstige ankler og albuer
Neurologi – bl.a. inden for hovedpine-, søvn- og muskelsygdomme
Klinisk genetik søges som et helt nyt speciale i regionen
Operation af rytmeforstyrrelser i hjertet
Stråleterapien søges udbygget med bl.a. stråleterapi af kræft i hjernen og hudkræft
Kræftkirurgien søges udbygget med operationer for prostatakræft
Behandling af kompliceret fødevareoverfølsomhed i forbindelse med opbygning af et regionalt allergicenter
Tidsplanen
Ansøgningen skal afleveres til Sundhedsstyrelsen 15. januar 2016. Sundhedsstyrelsen forventes at svare på regionernes ansøgninger i juni 2016, hvorefter der er en indsigelsesproces i resten af 2016. Specialeplanen forventes at træde i kraft 1. januar 2017.
Kontaktoplysninger for pressen:
Christian Wedell-Neergaard, 40 15 22 23