Søg
 

Region Sjælland har opnået et stort fald i brugen af bredspektrede antibiotika

Pressemeddelelse: Tirsdag d. 04. december 2012

Det er lykkedes Region Sjællands sygehuse at skære ned i brugen af bredspektrede antibiotika. Formålet er at undgå, at bakterier bliver i stand til at modstå behandling og dermed gøre patienterne mere syge.

​- Det er allerede et flot fald i forbruget af cefuroxim. Vi forventer, at der yderligere vil være en effekt af lommekortene, vores rådgivning, infektionsstuegange, undervisning og konferencer, siger ledende overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Henrik Friis.


Forbruget af cefuroxim er faldet med cirka 22 procent i første halvår af 2012 sammenlignet med samme periode sidste år, nemlig fra 66.000 til 52.000 døgndoser. Region Sjælland har gennemført en kampagne for at reservere bredspektrede antibiotika til alvorligt syge patienter. Ofte kan andre og mildere former for antibiotika sagtens kurere mildere infektioner såsom almindelige blære- eller lungebetændelser.

Målrettet indsats

Det store fald i forbruget er et resultat af en målrettet indsats, fastslår ledende overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Henrik Friis:

- Da vi begyndte at gøre noget ekstra ved det, lå Region Sjælland på niveau med resten af landet i forbruget af cefuroxim. Selv om vores forbrug af ciprofloxacin nu ligger under forbruget på landsplan, vil vi arbejde på at få det endnu længere ned. Resultatet viser, at det nytter at gøre en indsats, og vores kampagne er helt i overensstemmelse med den vejledning, Sundhedsstyrelsen netop har udgivet.

Lige til lommen

Kampagnen har bestået i:

- Lommekort med vejledning til alle læger på Region Sjællands sygehuse
- Vejledning og undervisning
- 160 forskellige behandlings-instrukser er blevet set efter af specialister og rettes til

Henrik Friis forventer, at der også vil ske et fald i forbruget af ciprofloxacin.

- Det er allerede et flot fald i forbruget af cefuroxim. Vi forventer, at der yderligere vil være en effekt af lommekortene, vores rådgivning, infektionsstuegange, undervisning og konferencer, hvor vi anbefaler at bruge andre antibiotika end cefuroxim og ciprofloxacin, hvor det er muligt.


Regionalt og europæisk fokus (Faktaboks)

At begrænse forbruget af bredspektrede antibiotika har stor opmærksomhed. Region Sjælland har for 2012 sat sig som mål at begrænse brugen af bredspektrede antibiotika som led i projekt ”Værdi for borgeren”. Sundhedsstyrelsen har nu i november udsendt ”Vejledning om lægers ordination af antibiotika”, som sætter fokus på at begrænse præcis de samme antibiotika, som Region Sjælland allerede har iværksat en indsats for at dæmme op for.

På europæisk niveau er der ligeledes fokus på at skære ned på forbruget. Det er et indsatsområde, idet EU har udnævnt 2012 til europæisk antibiotikaår.


 

Kontaktpersoner for pressen:
 

Lægefaglig vicedirektør ved sygehusene i Roskilde, Køge og Holbæk, dr.med. Teis Andersen, tlf. 47 32 10 02, tad@regionsjaelland.dk

Ledende overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Slagelse Sygehus, Henrik Friis, tlf. 58 55 94 01, hmfi@regionsjaelland.dk


 
 
Oprettet
04.12.12
Opdateret
09.10.14
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52