Søg
 

Region Sjælland giver 3,5 millioner kr. til samspil mellem kulturliv og erhvervsliv

Pressemeddelelse: Onsdag d. 15. juli 2015

Region Sjælland støtter igen op om kulturlivet i regionen. 3,5 millioner kroner uddeles til tolv forskellige kulturprojekter om teater, dokumentarfilm og formidling af kulturarv.

Temaet for Region Sjællands kulturpulje var i år ”samspil mellem kulturliv og erhvervsliv”. Målet med puljen har været at understøtte kulturprojekter, som inddrager private virksomheder og kan bidrage til målsætningerne i Region Sjællands regionale vækst- og udviklingsstrategi.

Udvalget for vækst og udviklingsstrategi har prioriteret projekterne og formand Nicolai Nicolaisen mener, at samarbejdsrelationer mellem kulturaktører og private virksomheder giver god mening.

- Kulturaktørerne bidrager ofte allerede indirekte til vækst i et lokalsamfund og et tættere samarbejde kan styrke den kommercielle bevidsthed. Samtidig kommer kulturaktørerne ofte med skæve vinkler og en kreativ energi, som kan sætte gang i nytænkningen i de private virksomheder.

Lykke & Fremgang på Lolland-Falster

Det er netop kombinationen af forretningssans og innovation, som Nicolai Nicolaisen mener, skal sikre øget værdi og vækst i Region Sjælland.

-”Lykke & Fremgang” er et godt eksempel på et kulturprojekt, hvor erhvervslivet er tænkt ind som samarbejdspartnere og rådgivere fra start til slut, siger Nicolai Nicolaisen om et af de projekter, som nu får støtte af Region Sjælland.

Lykke & Fremgang er en teater- og musikkrønike om livet på Lolland-Falster fra slutningen af 2. verdenskrig og frem til i dag. Initiativtagerne, som er fra det lokale kultur- og erhvervsliv på Lolland- Falster, har arbejdet på ideen siden 2013 og får nu mulighed for at opføre krøniken med professionelle skuespillere og lokale amatører på forsamlingshuse rundt på Lolland-Falster. Det forventes, at krøniken kan bidrage til en vigtig samfundsdebat om udfordringer og muligheder i landområderne langt fra de store byer.

Filmfestival på Sjælland

CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, som er Skandinaviens største dokumentarfilmfestival, får nu også et liv i Region Sjælland. Hvert fylder festivalen Københavns biografer med over 200 film fra hele verden. Under navnet DOX:ON:TOUR forankres festivalen nu med støtte fra kulturpuljen i samtlige kommuner i Region Sjælland. Konkret samles nogle af de bedste film fra festivalen, som derefter vises på kulturinstitutioner, uddannelsessteder og virksomheder i regionen. Nicolai Nicolaisen peger på, at projektet falder godt i tråd med kulturpuljens formål:

-DOX:ON:TOUR vil føre nye former for kulturtilbud til Region Sjælland af høj international kvalitet. Samtidig synes vi det er nytænkende at lokale virksomheder inddrages i planlægning og afholdelse af filmarrangementer, som tematisk kan relatere sig til virksomhedernes arbejdsområde, siger han. 

Ledelseskultur og kultur i ledelsesudvikling

Et tredje projekt udføres i et tæt samarbejde mellem Sagnlandet Lejre og de to konsulentfirmaer Playingfield og Reves Consult. Sammen skal de udvikle konkrete kulturhistoriske aktiviteter, øvelser og fortællinger, der kan bruges i ledelsesudvikling. Det er et projekt, som i høj grad understøtter Kulturpuljens tema, påpeger Nicolai Nicolaisen:

- Historien om vikingetiden og de eksisterende rammer på Sagnlandet Lejre nytænkes på en måde, hvor de bliver relevante og anvendelige i forhold til ledelsesudvikling. I et tæt samspil mellem kultur og erhvervsliv skabes dermed et helt nyt kulturprodukt, som kan tiltrække erhvervsturister, og som også på sigt kan fremme udviklingen i regionens virksomheder. Vi håber, at projekt vil inspirere til flere lignende initiativer i regionen.

Læs nærmere om de støttede projekter i de lokale pressemeddelelser på regionsjaelland.dk/nyheder


Kontaktpersoner for pressen

Formand for Udvalget for vækst- og udviklingsstrategi, Nicolai Nicolaisen, 59 47 00 05 

Lykke & Fremgang
Teaterforeningen Lykke & Fremgang v. Stine Pilt Olsen, 40 35 78 60

DOX:ON:TOUR, projektleder Adam Thorsmark, 26 25 31 17

Ledelseskultur og kultur i ledelsesudvikling:
Direktør for Sagnlandet Lejre, Lars Holten, 46 42 49 40

 
 
Oprettet
14.07.15
Opdateret
15.07.15
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52