Søg
 

Region Sjælland flytter Præhospitalt Center til Næstved

Pressemeddelelse: Mandag d. 05. marts 2018

Regionsrådet godkendte i dag den endelige plan for at flytte Region Sjællands Præhospitalt Center til Næstved Sygehus. Ombygningen starter til sommer, og flytningen sker i september 2019.

​Regionsrådet har i 2017 vedtaget en plan for, hvilke funktioner som fremover skal være placeret på Næstved Sygehus, og som et led i den plan skal Præhospitalt Center flytte fra lokalerne i Slagelse til nyindrettede lokaler på Næstved Sygehus.

I dag vedtog Regionsrådet så det endelige projekt:

- Beslutningen betyder, at vi kan sikre bedre arbejdsbetingelser for vores medarbejdere, som hver dag skaber tryghed for alle vores borgere i Region Sjælland. Næstved Sygehus giver os en unik mulighed for at skabe de optimale rammer for vores præhospitale indsats, siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen.

Højt til vejrs

I alt 115 medarbejdere skal flyttes med fra Slagelse til Næstved. Både AMK-centralen, som varetager 1-1-2-funktionen, og befordringsservice skal fremover operere fra toppen af Næstved Sygehus. Ombygningen af etage 13, 14 og 15 forventes at tage godt et år, og fra september 2019 er hele Region Sjællands Præhospitalt Center rykket til Næstved: 

- Vores præhospitale center yder hver dag en stor indsats for at sikre, at man får hurtig hjælp i nødsituationer, eller hvis man skal transporteres til eller fra et sygehus. Præhospitalt Center leverer allerede en upåklagelig service, men nu får de bedre rammer at gøre det i, og det er jeg glad for, siger Heino Knudsen. 

I alt 73 arbejdspladser skal der etableres i de nye omgivelser, og flytningen forventes at koste knap 43 mio. kroner. 

Fakta:

AMK-Vagtcentralen modtager alle 1-1-2-opkald vedr. akut opstået sygdom og ulykke. Hvert år sendes der ambulancer og akutbiler ud til mere end 65.000 tilfælde alene i Region Sjælland. 

Befordringsservice håndtere hver dag opkald fra borgere og sundhedspersonale, og sikrer transport til patienter både til og fra sygehusene i Region Sjælland. Hvert år håndtere befordringsservice mere end 300.000 opkald. 

Udover AMK-Vagtcentral og Befordringsservice, så flyttes hele den administrative funktion ligeledes til Næstved Sygehus.

Vedhæftede filer


​Kontaktoplysninger for pressen 

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, 51 14 54 96
Pressevagten i Region Sjælland, 57 87 50 52

 


 

Oprettet
05.03.18
Opdateret
05.03.18
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52