Næstved Kommune og Psykiatrien Region Sjælland er gået sammen i et projekt, som skal skabe større sammenhæng i allerede eksisterende patientforløb. Derfor er de kommunale socialpsykiatriske tilbud og de regionale psykiatriske behandlingstilbud nu samlet under samme tag.
Projektet, der hedder ”Psykiatriens Hus Næstved – Integreret Psykiatri”, får til huse i Ringstedgade 41 i Næstved, og mandag den 8. juni bliver det indviet.
Borgeren i centrum
Med Psykiatriens Hus Næstved – Integreret Psykiatri kan borgerne forvente, at personerne omkring dem har et tættere samarbejde og et større indblik i hinandens hverdag. Derfor kan de forskellige regionale og kommunale tilbud lettere bringes i spil ved behov, uden at borgeren skal et andet sted hen.
- Integreret Psykiatri sætter borgeren i centrum ved at tænke borgerens forløb i sammenhæng, og det vil helt sikkert komme den enkelte borger til gode. Nu indvier vi Integreret Psykiatri, og jeg forventer, at de kan levere gode resultater på brugertilfredshed og kvalitet. De resultater skal vi så se, om vi kan overføre til andre områder, hvor brugerne møder mange forskellige offentlige myndigheder, lyder det fra Kirsten Devantier, psykiatriudvalgsformand i Region Sjælland og Sundheds- og Psykiatriudvalgsformand i Næstved Kommune.
25 brugere til sommer
Hen over foråret er arbejdet i Psykiatriens Hus Næstved – Integreret Psykiatri begyndt. Således er der allerede nu seks brugere tilknyttet, og der vil være et løbende optag frem mod sommerferien. Målet er at have 25 brugere tilknyttet til sommer.
Integreret Psykiatris brugere er – ud over at være visiteret til ydelser i både Socialpsykiatrien og Distriktspsykiatrien – unge under 26 år eller brugere, som har kontakt til behandlingspsykiatrien og Næstved Kommune i øvrigt.
Fakta om Psykiatriens Hus Næstved - Integreret Psykiatri:
Huset er beliggende i Ringstedgade 41, Næstved.
De primære aktører i tilbuddet er Distriktspsykiatrien i Region Sjælland og Socialpsykiatrien i Næstved Kommune. Men også andre kommunale og regionale aktører er inddraget – eksempelvis kommunale sundhedstilbud, Center for Arbejdsmarked og specialiserede regionale tilbud så som Psykiatrisk klinik m.v.
I første omgang vil det være brugere under 26 år bosiddende i Næstved Kommune, som allerede er visiteret til Distrikts- og Socialpsykiatrien eller brugere, der har kontakt til behandlingspsykiatrien og Næstved Kommune i øvrigt, der vil være tilknyttet Psykiatriens Hus. Dermed er det ikke et åbent tilbud.
Projektets mål er at etablere sammenhængende, sømløse brugerforløb til borgerne.
Psykiatriens Hus Næstved – Integreret Psykiatri indvier lokalerne på Ringstedgade 41 mandag den 8. juni. Her er Sundheds- og Psykiatriudvalget, Næstved Kommune og Psykiatriudvalget, Region Sjælland, brugere og medarbejdere inviteret til en lille uhøjtidelig indvielse og rundvisning i lokalerne.
Pressen er velkommen til at deltage i indvielsen kl. 15.00
Kontaktoplysninger for pressen:
Psykiatriudvalgsformand i Region Sjælland og Sundheds- og Psykiatriudvalgsformand i Næstved Kommune Kirsten Devantier, tlf. 40 62 75 04
Christina Strandsberg Nørgaard, kommunikationskonsulent Psykiatrien Region Sjælland, tlf. 93 56 61 86
Annika Fossá, kommunikationskonsulent Næstved Kommune, tlf. 55 88 50 57