Det er fortsat personalets kontakt til patienten, der opnår størst tilfredshed hos patienterne i den årlige LUP-undersøgelse om patienttilfredshed, men der er også fremgang på en række andre områder.
Smertelindring mens du venter, adgang til mad og drikke og mulighed for adspredelse i akutafdelingernes venteværelser har patienterne i 2015 haft bedre oplevelser med end tidligere.
- Det er vi meget glade for. Det er først og fremmest et stort skulderklap til sekretærerne, sygeplejerskerne og lægerne, som igen i år bliver anerkendt for deres arbejde med patienterne, siger Jens Stenbæk, Regionsrådsformand i Region Sjælland.
Information om ventetid er stadig det, som flest patienter mangler at få information om. Her ligger Region Sjælland på landsgennemsnittet, og der er lidt fremgang at spore. Akutafdelingerne er blevet bedre til at informere om, hvad årsagen til ventetiden er.
- Vi skal se på, hvordan vi forbedrer os endnu mere, der hvor vi har en lav score. Ventetiden er ligesom sidste år et fokuspunkt, og sygehusene arbejder hele tiden med, hvordan de kan hjælpe borgerne endnu mere, siger Jens Stenbæk.
Oplysninger om udviklingen i ventetid er det punkt, som flest patienter er utilfredse med. Sygehusene arbejder hver især på løsninger til deres akutafdeling, såsom løbende tilfredshedsmålinger med ekstra opfølgning på eventuelle negative patienter, tavlemøder med personalet og tavler i venteværelset, der viser patienterne, hvor de er i forløbet, og hvordan det ser ud med ventetiden, så de hele tiden er informeret.
Region Sjælland er den region, der har rykket sig positivt på flest områder og ligger samlet set ikke under gennemsnittet på noget område.
Hele undersøgelsen kan ses på www.patientoplevelser.dk
FAKTA
En akutafdeling modtager alle akutte patienter, der skal på sygehuset. Det vil sige både de patienter, der kommer med mindre skader som forstuvninger og sår, og de patienter, der indlægges af egen læge eller kommer med ambulance.
Hvis du kommer til skade, skal du altid ringe til Region Sjællands Akuttelefon på 70 15 07 08, før du tager på sygehuset. Vi sørger for, at du kommer til den rette behandling og kan fortælle dig, hvis der er ekstraordinær ventetid, så du måske med fordel kan vente med at tage af sted og dermed tilbringe ventetiden derhjemme.
Kontaktoplysninger for pressen:
Regionsrådsformand Jens Stenbæk, 20 37 11 98
Region Sjællands pressetelefon, 57 87 50 52