Søg
 

På vej mod patient nummer 200

Pressemeddelelse: Torsdag d. 30. januar 2014

Næstved Sygehus runder snart 200 patienter, der har fået scannet hjertet. Undersøgelserne sparer raske patienter for større undersøgelser og kan hurtigt identificere de patienter, der har behov for ballonudvidelse eller by-pass operation.

​Siden april 2013 har næsten 200 patienter med mistanke om kranspulsåreforkalkning fået undersøgt deres hjerte med en CT-scanning på Næstved Sygehus. Scanningen giver tydelige billeder af hjertet, hvor man kan se alle vigtige blodkar, som forsyner hjertet med blod. Undersøgelsen tager kun få minutter og giver med det samme svar på, om der er forkalkning og forsnævringer i kranspulsårerne og om patienten har behov for behandling.

Patienten undgår større undersøgelse

Jan Erik Nielsen, der er CT-ansvarlig overlæge på Næstved Sygehus, peger på en række fordele, som CT-scanningerne giver:

- Der er mange gevinster ved hjerte-CT. En af dem er, at undersøgelsen er helt smertefri og patienterne undgår en kompliceret og større undersøgelse, hvor der skal lægges et kateter ind i kroppen, hvis deres hjerte ikke fejler noget.

- Med hjerte-CT får vi mulighed for at undersøge endnu flere patienter. Der findes en stor gruppe patienter, der ikke har typisk hjertekrampe. Disse patienter vil have gavn af en CT-scanning for at udelukke sygdomme i kranspulsårerne, forklarer Jan Erik Nielsen.

En sikker undersøgelse

CT-scanning af hjertet har en høj nøjagtighed og opdager 80-95 procent af alle tilfælde, hvor der er tale om forkalkning og forsnævringer i kranspulsårerne.

- De fleste patienter bliver afsluttet med det samme, når vi ikke finder kalk, forsnævringer eller andre hjerteproblemer. Patienten får svar med det samme, og vi giver vejledning og gode råd til, hvordan man kan leve et sundt og aktivt liv og forebygge hjerteproblemer, fortæller kardiologisk overlæge Kifah Hekmat Ishaq Al-Sabagh, der udfører CT-scanningerne af hjertet i Røntgenafdelingen på Næstved Sygehus.

- I de tilfælde, hvor der er tegn på betydelig mængder kalk, bliver patienten sendt videre til Roskilde Sygehus. Her bliver der taget stilling til den videre behandling, og om patienten har behov for en ballonudvidelse eller by-pass operation, fortæller han videre.

 

På Roskilde Sygehus er der blevet udført CT-scanning af hjertet siden årsskiftet 2008/2009.

Hurtig afklaring

Jimmy Bering Skat Nielsen er en af dem, der har fået foretaget en scanning af sit hjerte på Næstved Sygehus.

- Jeg har haft smerter i brystkassen i længere tid og blev derfor undersøgt på Kardiologisk Afdeling her på Næstved Sygehus i sidste uge. De henviste mig til en scanning af hjertet, som jeg takkede ja til. Undersøgelsen viser heldigvis, at jeg hverken har kalk i hjertet eller tegn på åreforkalkning af kranspulsårerne. Det er rart at få en afklaring så hurtigt, siger Jimmy Bering Skat Nielsen.


Radiograf Margit Jørgensen gør Jimmy Bering Skat Nielsen klar til hjerte-ct-scanningen. Undersøgelsen varer omkring 30 minutter, hvoraf størstedelen af tiden går med at komme op og ned af lejet, få elektroder på mv. Billederne tager kun få minutter at optage, når patienten ligger klar.

Kontaktoplysninger for pressen 

Jan Erik Nielsen, CT-ansvarlig overlæge, Næstved Sygehus, tlf. 56 51 45 79
Kifah Hekmat Ishaq Al-Sabagh, kardiologisk overlæge og CT-ansvarlig kardiolog, Næstved Sygehus, tlf. 56 51 48 05

Oprettet
30.01.14
Opdateret
14.11.19
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52