Prisen er tiltænkt personer eller afdelinger, der har udmærket sig på uddannelsesområdet og gjort en særlig forbilledlig indsats. I år var der seks nominerede til prisen, men det var Michael Munch, der løb med prisen.
Reservelæge Asbjørn Kørvel-Hanquist overrakte prisen med blandt andre disse ord:
- Trods en travl hverdag har Michael, med sin evigt positive attitude, formået at bevare entusiasmen på fagets og personalets vegne. Han har et utroligt overskud af faglig viden, som han øser ud af, hvor og når som helst. Han ses aldrig stresset eller vrissen; der er altid smil og opbyggende kommentarer. Han er altid parat til at give en hjælpende hånd, hvis det brænder på for en kollega.
Ud over hæderen modtager Michael Munch et glasfad fremstillet af glaskunstneren Branka Logunja samt et diplom.
Specialeansvarlig overlæge Michael Munch siger:
- Jeg er meget taknemmelig for at blive tildelt den flotte pris. Det er en stor ære, og jeg skal efter bedste evne forsøge at leve op til den. Jeg føler mig heldig, fordi jeg har fået lov til at møde alle disse prægtige uddannelsessøgende læger. Det største, en læge kan opnå, udover succesfuld helbredelse og lindring af vores patienter, synes for mig at være at få lov at videregive stafetten. Den stafet, man selv har samlet op og fået givet af sine forgængere. Vi er meget stolte i min afdeling.
Uddannelsesprisen uddeles en gang årligt på Lægeforeningen Sjællands forårsmøde og gives for en særligt fortjenstfuld indsats for lægers uddannelsesforhold i Region Sjælland, som kan være et forbillede for andre.